Plader

Blood on the Wall: Awesomer

Skrevet af Mads Jensen

Blood on the Wall har lavet en glimrende plade, der byder på masser af god rock af den fineste skuffe. Desværre er den skuffe allerede overfyldt. Det gør Awesomer til en irrelevant udgivelse, der snarere giver lyst til at genopdage Pixies-pladerne.

Blood on the Wall trækker tydelige referencer til bands som Pixies, Breeders og Kyuss m.fl. Til tider er inspirationen faktisk så tydelig, at musikken grænser til plagiat. Brad Shanks’ vokal på “Mary Susan” og “Hey, Hey” ligger eksempelvis uhyre tæt op af Frank Blacks i Surfer Rosa-perioden.
Også vokalsporene, der skiftevis består af Brad Shanks’ mandevokal og Courtney Shanks’ kvindevokal kan vække minder om hedengangne Pixies. Som hos Pixies fungerer det dog aldeles udmærket med denne opsætning.

Sangenes varighed er i bedste fuld-fart-frem-stil begrænset til mellem 50 sekunder og tre et halvt minuts varighed. Det handler om at få budskabet leveret hurtigt og effektivt, og det må siges at lykkes. Åbneren er den tunge og langsomme “Stoner Jam”, som stille får sat skub i tingene, uden at nogen løber skrigende væk.

Derefter udsætter Awesomer lytteren for lidt af hvert. Musikken skifter mellem stoner-rock i stil med Kyuss og Queens of the Stone Age og hysteriske energibomber med skrigende vokal og støjende guitar. Både musikken og vokalerne er tillige fremragende fremført.

Det, der er det store spørgsmål, er imidlertid, hvor godt et album kan være, når det lægger sig så tydeligt op ad sine helte. For på mange måder er Awesomer et fremragende album, som man vil kunne hive frem til mangt en fest, men ofte vil man sikkert alligevel hive et album af inspirationskilderne frem. Det er, som om originaliteten hos Blood on the Wall mangler. Bandet har et formidabelt udtryk; det er bare, som om det ikke er deres eget. Man føler lidt, at man har hørt det hele før.

Der er ingen dårlige sange på albummet. De er hver for sig gode, selv om de er er meget forskellige. Så albummet er alt andet lige godt. Til gengæld er det svært at se, hvorfor Blood on the Wall har følt sig inspireret til at lave et album, der i den grad mangler et selvstændigt udtryk. Måske er det en hyldest. Måske ved de ikke, hvor tæt de ligger op ad deres forbilleder. Uanset hvad motivet er, lyder pladen som en gentagelse, ganske vist af gode plader fra gode bands, men stadigvæk en gentagelse.

Man skal måske ikke genopfinde hjulet med hvert eneste album, men man kunne nu godt gøre andet og mere end blot at skifte dækket. Når det så er sagt, er Awesomer et dejligt rundt og velprøvet hjul, der med et hårdt pumpet, nyt dæk er klar til at rulle mange år endnu.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar