Nyheder

BSBTA trækker (vistnok) stikket ud

De seneste seks år har dansk-canadiske Christian Kann sprøjtet et godt stykke over 100 cd’er og en enkelt 7″-single ud via sit pladeselskab, Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio. Men når oktober er slut, er det også slut med BSBTA. Tror vi nok.

I sine finurlige nyhedsbreve har Kann flere gange i løbet af de seneste par år ladet forstå, at han var ved at køre sur i livet som ensom enmandshær, og nu skriver han så på selskabets hjemmeside, at han er udbrændt og vil lukke selskabet. Men samtidig skriver han, at han vil blive ved med at udsende sine egne og andres cdr-udgivelser, og at BSBTA-navnet vil leve videre på den ene eller anden måde.

Mens Kann finder ud af, hvad det skal betyde, barsler han med fem nye plader (ud over den cd-r fra danske Kristian Thomsen, som udkom for nylig) – heriblandt opsamlingen BSBTA 1 Hundred: a Commemorative Compilation, hvor omtrent hver eneste af de mange kunstnere, der har udgivet på BSBTA, giver deres besyv med. Så måske bliver denne mindeudgivelse den sidste i BSBTA-kataloget – og måske ikke.

Leave a Reply