Koncerter

Casiotone for the Painfully Alone, 23.09.06, Lab, København

En halvtyk, mørksindet mand og hans Casio-keyboards er formlen på Casiotone for the Painfully Alones musik. Og denne side af Owen Ashworth fik publikum da også smag på denne aften. Men med backingbandet The Dead Science i ryggen viste Owen Ashworth, at hans musik er og kan mere end bare at stamme fra en maskine.Det er sjældent, at en koncert kan indeholde så mange elementer, uden nogle af dem falder igennem. Det sagde en af mine venner til mig efter koncerten. Og han har sådan set ret: Koncerten med Casiotone for the Painfully Alone nåede hele spektret rundt. Fra de små, minimalistiske – ja, næsten skitseagtige numre, som Owen Ashworth selv fremførte med hjælp fra sine Casio-keyboards, til de nærmest punk-eksplosive sange, som takket være backingbandet The Dead Science havde meget mere rockattitude og aggressivitet.

Foto: tomlab.com

The Dead Science kom først med på scenen ca. halvvejs inde i koncerten, da Owen Ashworth skulle spille “New Year’s Kiss” – blot et af de mange numre denne aften, som blev hentet fra det seneste Casiotone for the Painfully Alone-album, Etiquette. Inden da havde Owen Ashworth fremført flere numre alene – bare med sin vokal, hårde pumpende beats og de næsten plastic-agtige lyde fra Casio-keybordene. Til trods for at der ikke skete meget på scenen – Ashworth stod bare og småtrippede og pillede bag sin maskinpark – så var der masser af energi i musikken. Der var lidt flere beats og bas end på plade, og det gjorde faktisk ikke noget.

Men trods musikkens høje dansetempo var der sjældent grund til at grine: Ashworths tekstunivers udstråler mere depression end livsglæde. Som han selv formulerede det, da han introducerede et af numrene: “This is a dark song. One of many dark songs” – der er ikke mange jubelmomenter i hans musik.

På væggen bag Ashworth kørte nogle visuals, som mest bestod af klip fra østeuropæiske film. Det tog af og til opmærksomheden fra musikken og tilføjede ny mening, som ikke hørte med til musikken, og det var lidt synd. Mest grelt var det under nummeret “Happy Mother’s Day”, hvor der kørte en film om forældreløse børn. Der kammede montagens kraft virkelig over og ødelagde musikkens egen tristesse.

Ashworths numre fungerede også godt med bandet The Dead Science som backingband, selv om lydbilledet rodede en smule. Men det skyldes nok mest, at bandet spillede på baggear, hvilket ikke har gjort lydmandens job nemmere – desværre var det især guitaren, som skar lidt for meget igennem og dominerede lydbilledet. Og hvor Ashworths stemme på plade godt kan gemme sig lidt i lydbilledet, uden at det gør noget, forsvandt den lidt for meget i musikken denne aften.

Koncerten sluttede med en Casiotone-version af Bruce Springsteens “Streets of Philadelphia”, og det klædte The Boss-nummeret at blive pillet lidt ned, så det ikke var så pokkers storladent. Om Casiotone for the Painfully Alones kommende udgivelse af en coverudgave af Paul Simons “Graceland” bliver lige så god, kan man kun håbe på. I hvert fald viste denne aften, at Owen Ashworth til trods for sit mørke sind har et fint og varieret sangskrivertalent. Hans sange kan tåle mere end bare at være små og plastic-agtige.

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Casiotone for the Painfully Alone: Etiquette

Karakter:       Bedømmelseskriterier

Deltag i debat