Plader

Destroyer: Destroyer’s Rubies

Skrevet af Kasper Würtz

Destroyer lyder mere som et band end nogen sinde før, og Destroyer’s Rubies viser en åben, legende og dynamisk sangsstruktur langt fra det snævre melodifokus på forgængeren Your Blues. Selv om albummet har skønhedsfejl rundt omkring, er Dan Bejar på ny helt fremme i kapløbet om årets bedste udgivelse.

På trods af at han fortsat er relativt ukendt i Europa, hviler der et ganske betragteligt ansvar på Dan Bejars canadiske skuldre. Foreløbigt har hans projekt Destroyer nemlig ikke båret andet end himmelsk frugt, og man går derfor med en småubehagelig følelse i maven af, at Bejar da snart må klatte en smule med den ellers så skarpe sangskriverpen. Men heldigvis er det et marginalt antal af minutter, der føles spildte på Destroyer’s Rubies.

De foregående udgivelser har vist en betragtelig kunstnerisk spændevidde, og disse forskellige elementer formår Dan Bejar at sammensætte i det fantastiske åbningsnummer “Rubies”, der står som en over ni minutter lang musikalsk diskografi.
En taktfast akustisk guitar slår sangen i gang som et lokomotiv, der langsomt kommer op i fart, og kører lytteren tilbage til perioden omkring This Night. Bejar veksler mellem det nærmest sløsede og skitseprægede spil og det helt nedbarberede og fuldstændigt melodi-rene, som Streethawk: A Seduction og i særdeleshed Your Blues var eksponenter for. Det kræver en portion tålmodighed, før nummeret åbner sig, men så står det også som en forpustende god indledning.

Heldigvis taber Destroyer ikke depechen efter den stærke start, og “Your Blood” består af en legende, lettere jazzet melodi, der viser Bejars solide forståelse for, hvordan den gode melodi kan integreres i en musikalsk flirt, hvor improvisation og pli fornemt fletter fingre, så resultatet undgår både rodekassen og popskabelonen.

Dan Bejar har heller ikke slækket på det tekstmæssige område, hvilket den helt igennem fremragende “Painter in Your Pocket” lige fra begyndelsen demonstrerer: »And I’m reminded of the time that I was blinded by the sun / It was a welcome change from the sight of you hanging / like a willow off yet another visionary / profitous east van punk.«
Her starter Bejar igen med den akustiske guitar, inden en ganske minimal melodi tager over. Til at begynde med styres den helt og aldeles af Bejars vokal, og siden hen overtages den af en yderst fængende guitarrytme, der giver en varm fylde. Det er igen lyst og legende, og sangen står som den allermest funklende af pladens rubiner.

Det er svært ikke at iklæde Destroyer en postmoderne regnfrakke, for igennem hele karrieren har det skyllet ned med kulturhenvisninger, ‘lånte’ sangcitater og en klar kunstnerisk bevidsthed om og konstant henvisning til eget bagkatalog. Disse tendenser er i høj grad stadig til stede, og historie, popkultur og mytologi sammensættes ufortrødent og effektfuldt. Hvem havde eksempelvis troet på et ægteskab mellem Rod Stewart og Damokles før “A Dangerous Woman Up to a Point” med linjerne »Have I told you lately that I love you? / Did I fail to mention / there’s a sword hanging above you?«
Samme sang repræsenterer et af albummets sjældne svage øjeblikke, hvor de utallige “la-la-la’er” fra This Night kommer tilbage i stor stil, hvilket her bliver en lille smule enerverende i længden.

Hvor Your Blues‘ ganske stringente form nærmest kun havde plads til melodien, giver Bejar på Destroyer’s Rubies væsentligt mere rum til de forskellige instrumenters bidrag, og samtidig er der en klar livefornemmelse over indspilningerne, hvilket giver en helt anden dynamik end på den forrige plade. Der er virkelig pondus i Dan Bejars vokal, der er dramatisk uden at blive for meget og giver de snørklede sætninger en eminent melodisk rytme. Til gengæld er ikke alle sange helt lige så uimodståelige som visse af Destroyers tidligere præstationer, og en gang imellem får sangene et par kvadratcentimeter for meget plads, så kedsomheden presser på, hvilket “Looters’ Follies” og “A Dangerous Woman Up to a Point” begge lider lidt under.

Selv om ikke alle sangene er helt så stærke, som de har været på de nærmest perfekte plader op til denne, betyder det dog på ingen måde, at Dan Bejar ikke spiller med sangskrivermusklerne. Denne gang kan albummet ikke kaldes et mesterværk, men må nøjes med at blive stemplet som fremragende.

★★★★★☆

Deltag i debat