Plader

Feu Thérèse: s.t.

Skrevet af Lasse Bertelsen

Postrocken havde sin storhedstid fra 1998 til 2002, og siden er det gået ned af bakke for en genre, der skulle genføde rockmusikken. Det canadiske band Feu Thérèse kommer med et bud på endnu en fortolkning og udfordrer lytterens tålmodighed mere end rigeligt.

Det canadiske pladeselskab Constellation har i flere år været leveringsdygtig i masser af postrock, og musikerne i selskabets bands samarbejder på kryds og tværs. Grupper som Set Fire to Flames, Godspeed You! Black Emperor, Do Make Say Think og Fly Pan Am er alle eksempler på det særegne kollektiv, som Constellation alle dage har været. Sidstnævnte band har leveret medlemmer til Feu Thérèse, som med deres debutalbum forsøger sig med endnu et udtryk inden for postrockens rammer.

Pladen åbner med samplet tordenvejr, en keyboarddrone og simulerede fræsende motorer, hvilket umiddelbart kunne være en fortolkning af musique concrète-begrebet, idet denne indledende passage lyrisk beskrives i den franske titel “Ferrari en feu” (oversat: “Ferrari i brand”)

Efter denne hamrende start ryger vi hovedkulds ind i en temmelig uinspireret krautrock-komposition, hvor bas, guitar og trommer fortsætter ud i det uendelige med deres simple tonesprog, mens keyboardet derimod får frie udfoldelsesmuligheder. Desværre føles nummeret mest som en pastiche over de store pionerer inden for netop krautrocken.

“Mademoiselle Gentleman” er et temmelig kraftigt ‘lån’ fra det nærved legendariske band Silver Apples’ største hit, “Oscillations”, og især bassen og trommerne har været udsat for et kærligt tyveri. Der er igennem hele kompositionen en søgen efter, hvilket klimaks man bør manifestere, og til undertegnedes store overraskelse ender kompositionen i et musikalsk grænseland mellem Björk anno ’93, free jazz og syrerockbandet Bardo Pond. Man bliver gradvist mere og mere nysgerrig efter, hvad bandet finder på som det næste.

Vi finder hurtigt ud af, at den postmoderne tilgang til inspirationskilderne ingen ende vil tage, da vi i “Tu n’avais q’une oreille” hører shoegazebandet Slowdives særegne strygerkeyboards sammenføjet med Martin Hannets ditto produktion af Joy Division. Alt dette holdt sammen med den første klare vokal på pladen, der som endnu et bevis på bredden bringer mindelser om en sørgmodig Serge Gainsbourg. Naturligvis er teksten fransk, men vokalistens dovne fraseringer og momentane hvisken gør sammenligningen med den afdøde provocateur svær at overse.

Selve kompositionen er én lang opbygning over de nævnte virkemidler, hvilket man begynder at undre sig over ved sangens afslutning, for hvad vil orkesteret formidle? De dynamiske opladninger giver ikke sangen det nødvendige skub, der ville retfærdige en krautrock-sammenligning, og dette forfladiger i den grad de andre spændende elementer, der overrasker igen og igen ved flere lyt. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Efter denne skuffelse bliver man endnu en gang overasket over Feu Thérèses diversitet, da “L’homme avec cœur avec elle” bryder ud af det føromtalte rod. På ganske raffineret vis sammenføjer gruppens pludselige melodiske overskud Pet Shop Boys’ fundament i svømmende lydflader og den nyere postrock såsom Sigur Rós og sågar Mogwai.
Guitar og saxofon finder sammen i en skønsang, en ambiens som simpel popmusik, der til slut rammer essensen af, hvad man måske kunne opfatte som orkesterets intention. Det ville have været en fremragende afslutning på et mildest talt ujævnt album, men igen synes musikerne fast besluttet på at bringe lytteren ud af balance: Albummet rundes af med en 12 minutter lang variation over real- og elektroniske lyde, hvor keyboardets drone til slut rinder ud og dermed har brugt undertegnedes tålmodighed op.

En videreudvikling af postrocken synes fjern og tillige komisk, hvis det havde været meningen, at denne plade skulle sætte genrens fremtid i relief, og derfor kan det ikke blive til mere end en lunken vurdering, om end modet alligevel visse steder kalder på respekt.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat