Plader

Fog: Loss Leader EP

Fog er vokset fra at være Andrew Broders soloprojekt til at være en trio. Væk er de sidste rester af indie-hiphop, og erstatningen er en mærkeligt rodet omgang eksperimenter med folk og elektronik.

Hvad er en ep? En lille samling af hits, der skal fungere som appetitvækker for mere eller skabe opmærksomhed om et endnu ikke helt flyveklart band? Eller er det snarere et eksperimenterende intermezzo, hvor kunsteneren tager sig et frikvarter fra de omkostninger og de deraf følgende forventninger om salgstal, som det større albumformat indebærer?

Amerikanske Fogs ep Loss Leader bekender sig helt klart til den sidste tankegang. Der er ikke meget hitpotentiale over et eneste af de små tredive minutter, som trioen har valgt at udsende i et meget begrænset oplag på 1.000 eksemplarer. I stedet bruger Fog lange passager på støj- og lydeksperimenter, der nok kun har chance for airplay på de allermest undergrunds-orienterede radiostationer.

Er frontmanden Andrew Broder og hans to kumpaner så sluppet heldigt fra det? Mit svar er klart: nej.
Ep’en er så usammenhængende og ustruktureret, at den på trods af den korte spilletid bliver langtrukken. Afvekslingen bliver paradoksalt nok i sidste ende ensformig. Der kunne med lethed være skåret 10 minutters lir væk, og fordi melodier, sangskrivning m.v. hverken er spændende eller af imponerende kvalitet, sad jeg efter såvel første som 10. gennemlytning tilbage med spørgsmålet “hvorfor?” på tungen.

Lidt research på Andrew Broder viser ellers et både imponerende CV og en spændende musikalsk vennekreds. Han har udgivet anmelderroste albums på såvel Ninja Tunes som Lex, samarbejdet med diverse Anticon-relaterede projekter, og på Loss Leader finder vi et nummer baseret på musik af Jimmy Tambarello (Dntel, Postal Service), samt en gæsteoptræden fra Notwists Markus Acher.

Netop Achers gæsteoptræden er et af lyspunkterne på Loss Leader. Han leverer som vanligt en dejligt stenet og melankolsk vokal med umiskendelig tysk accent hen over det skramlede beat i “10th Avenue Freakout, Pt. 2”, der i det hele taget er det klart bedste og mest interessante nummer. Desværre beskæmmes det af et meningsløst to minutters lydlimbo til sidst.

“The Us Beneath”, der er baseret på musik af Jimmy Tambarello, bæres af en folket guitar og Broders vokal og reddes hjem af en velplaceret lilletromme og en passage med uharmoniske blæsere hen imod slutnigen.

Det electro-punkede “Inflatable Ape, Pt. 1” starter også udmærket, men kører helt af sporet til sidst i et stort lydkaos.
“Inflatable Ape, Pt. 2” er, som titlen antyder en fortsættelse. Desværre er det kaos-afslutningen, der bygges videre på, og nummeret er derfor dødfødt. Tre minutters rod.

“SHDWS/SCRNS” viser Fog fra en mere knasende og elektronisk indstillet side. Fogs vokal er her behandlet i en vocoder, og dette resulterer ironisk nok i ep’ens bedste vokale præstation fra hans mund. På trods af et vist potentiale forbliver sangen dog typisk nok mærkeligt uforløst.

★★½☆☆☆

Deltag i debat