Plader

Lisa Germano: In the Maybe World

Skrevet af Kasper Würtz

At høre In the Maybe World er ligesom at læse et brev, der i en smuk og sirlig håndskrift fortæller om en række dybt personlige indrømmelser, der åbent deles med hele verden, men som også skæmmes af momentvist sløseri og stavefejl.

“Vi der valgte natten, vi faar uglerunde øjne / sået til med sære syn.”

Selv om Frank Jægers famøse digt hed “Håndslag til Tony”, ville en lignende gestus til Lisa formentlig vække stor forståelse. Nu vil jeg ikke bedømme frøken Germanos øjenform, men der kan ikke være den store tvivl om, at sangerinden har valgt at lade nattens altomsluttende rum være stemningssættende for sit nye album, In the Maybe World. Det skal dog ikke forstås sådan, at musikken er kulsort og dyster. Tonerne er flere steder lyse og solstrejfsvarme, men Lisa Germano synger med så enorm intimitet, at det er i døgnets allersidste timer og i hovedtelefoner, at Germanos sære syn står klarest.

Ganske passende lægger albummet ud med “The Day”, der smager en smule af daggry, der ikke helt har sluppet mørket endnu. Først ringer en dyster gong ud, hvorefter en række ganske lette strøg over klaveret skaber en melodi så luftig, at man forledes til at tro, at der spilles på xylofon. Allerede i albummets første to linier afsløres pladens gennemgående tematik: afsked og nye begyndelser.
»It’s a sunrise / it’s a sunset,« synges der i Germanos tvivlende verden, hvor tingene ikke er, som de bør være. Eksempelvis som i “Too Much Space”, der handler om at vågne op til alt for meget plads i soveværelset, fordi han er gået. Vi aner ikke hvorfor, og det er heller ikke meningen.

Teksterne skifter mellem på den ene side at fungere som løsrevne sider i en dagbog, så man ikke kan se, hvor historien begyndte, eller hvordan den slutter, og på den anden side at bestå af sære syn – som i “In the Land of Fairies”, der lyder som en vuggevise med mareridtsgaranti. Midt i den dystre dissonans fortæller Germano et indre eventyr, der ikke just har lykkelige udsigter: »Narcissistic little fairy / why do I feel dead? / Who was that stupid ogre / messing with my head?«

Albummet består af en række minimale musikscenarier, der stort set alle drives af et nærmest dryppende klaver, naturligvis tilsat violinen som multiinstrumentalisten Germano også mestrer. Selv om der både er plads til morgengryets optimisme og nattetimernes melankoli, holder musikken konsekvent et langsommeligt, slæbende udtryk, og man skal have en situationsfornemmelse som David Brent fra The Office, hvis man smider In the Maybe World på anlægget for at peppe en fest op.

Det helt store plus ved Germanos debutplade hos Michael Giras Young Gods Records er den fortryllende måde, hvormed sangerinden formidler sine tekster med en vokal, der mestrer kunsten at hviske højt. Åndedrættet er tydeligt, og hver sætning pustes af sted som fingerkys, hvilket giver et forbilledligt nærvær. Problemerne opstår desværre, når fingerkyssene misser målet og ryger ud i ingenting. Det sker, når både musik og tekst ikke lever op til de forpligtelser, der naturligt følger en sådan nærhed.
Det er især på melodisiden, at der slet ikke er nok kalorier at hente. Lidt for ofte kører Germano i tomgang, hvilket skyldes både de generelt korte numres manglende rum til at vokse sig større i og en uinspirerende og alt for sikker satsning på sange, der til at begynde med virker skæve og modige, men som hurtigt bekender kulør og falder sammen som gammelt tapet.

Naturligvis er der en række højdepunkter som “Into Oblivion”, der slet ikke er så dyster og håbløs, som titlen giver udtryk for, og “Except for Ghosts”, som sætter sig fascinerende skizofrent midt mellem lys og skygge. Men der er kun en enkelt perle på bunden af In the Maybe World, og den skal man helt hen til den sidste tredjedel af pladen for at finde. “Red Thread” bider lidt mere fra sig på tekstsiden, ligesom den yderst smukke melodi denne gang er mere end levedygtig. En akustisk guitar fylder denne gang næsten lige så meget som klaveret, og det hjælper virkelig på nuancerne. Der er dømt oprigtig gåsehud, når Germano til sidst ånder simple ord, der vejer tungere end alle Gyldendals røde ordbøger til sammen: »Go to hell / I love you.«

Vokalens fornemme formåen lover desværre mere, end albummet samlet kan bære, og de halvhjertede melodier forråder den fortrolighed og intimitet, som der ellers lægges op til. I stedet for et fremragende album distancerer musikken sig både fra Germanos stemme og fra lytteren, der sidder i tusmørket med hovedtelefoner og håbefuldt venter på et soundtrack til synene.

★★★½☆☆

Deltag i debat