Plader

Guther: Sundet

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Tyske Guther holder sig stort set kun til guitar, bas og trommer på sin anden plade, Sundet. Som på debutpladen er sangene fine, men samtidig så ensformige og letfordøjelige, at pladen hurtigt er glemt.

Den tyske duo Guther hører egentlig ikke hjemme på pladeselskabet Morr Music, der er noget nær definitionen på indietronica. Godt nok var der visse elektroniske effekter på debutpladen I Know You Know, men på den nyeste udgivelse, Sundet har duoen kappet enhver forbindelse til indietronica-verdenen. I enkelte sange er der en smule keyboard, og der bliver blæst i fløjte, klappet taktfast og dasket til en tamburin her og der, men det er først og fremmest guitar, bas og trommer, der lægger bunden til duoens lette indiepopsange.

Guther er opkaldt efter sangerinden og sangskriveren Julia Guther. Sammen med Berend Intelmann har hun skrevet elleve popsange, der emmer af sørgmodighed og melankoli. Sangene er rare at lytte til, men gør ikke synderlig meget væsen af sig. Som lydspor til en mørk og kold efterårsaften med et tæppe trukket godt op under ørerne er Sundet udmærket. Men pladen er for middelmådig til at blive hevet ned fra hylden i tide og utide.

Sundet er indspillet i både Tyskland og Sverige, hele fem steder i alt, men det kommer ikke til udtryk. Der er ikke megen variation i de ret så ordinære melodier, og flere sange minder til forveksling om hinanden.

Pladen åbner med den afdæmpede “Still in This Town” og fortsætter i et mere fremadrettet tempo med “Statements” og “Many Frames Per Moment”. Denne begyndelse angiver den rille, resten af pladen kører i: fine og lette sange på stribe, der aldrig rigtig sætter sig fast i hukommelsen. Julia Guthers vokal er desuden så monoton og udtryksløs, at hendes tekster aldrig bliver vedkommende.

I momenter viser Guther tegn på, at de vil have mere ud af instrumenterne, end at de blot skal akkompagnere vokalen. Disse øjeblikke hæver sangenes niveau. Generelt har duoen skruet forbløffende højt op for bas, trommer og guitar. Og de giver af og til en beskidt og tung modvægt til Julie Guthers pæne vokal: Trommeslagene er markante, bassen runger, og guitaren skærer gennem de lette melodier. Hvis dét blev dyrket endnu mere, ville musikken blive langt mere interessant.

Det kan godt undre, at Guther står side om side med Lali Puna og Ms. John Soda i Morr-kataloget. Ikke så meget fordi duoens musik er renset for elektroniske beats og blipblop-lyde, men ganske enkelt fordi Sundet er en jævn popplade, som ikke giver noget større udbytte.

★★★☆☆☆

Deltag i debat