Plader

The Hidden Cameras: Awoo

Skrevet af Rasmus Junge

Det bobler og bruser euforisk derudaf med iørefaldende indiepop en masse, når The Hidden Cameras anført af sanger og sangskriver Joel Gibb sætter stikket i på gruppens tredje album. Alt er kort sagt, som det plejer at være – på godt og ondt.

En stilsikker, velturneret blanding af sprudlende, teatralsk indie pop og melankolske 60’er-ballader garneret med intelligente og yderst underholdende tekster om hedonisme, religion og den store (bøsse)kærlighed.

Sådan kan man kort opsummere canadiske The Hidden Cameras’ musikalske formel, som gruppens altdominerende, kreative hovedkraft, Joel Gibb, på de to seneste, fremragende plader, The Smell of Our Own (2003) og Missisauga Goddam fra 2004, rendyrkede til noget nær perfektion.

Og hvad gør man så, når man på denne måde har gennemarbejdet ét udtryk: Fortsætter man ufortrødent i samme stil – eller er det tid til at skifte spor? I The Hidden Cameras tilfælde er svaret mest det første. På godt og ondt.

For når gruppens tredje opus Awoo smides på hjemmestereoen, er der umiddelbart ikke noget nyt under solen: Trioen “Death of a Tune”, “Awoo” og “She’s Gone” åbner overbevisende med pomp, patos og velsiddende melodier. Alt er fornøjeligt – fryd og gammen. Og sådan fortsætter det sådan set albummet ud. Eneste lille overraskelse er den i forhold til forgængerne lidt mere skrabede produktion, der dog ikke på nogen måde skygger for sangenes boblende storladenhed.

Der er som udgangspunkt ikke noget at udsætte på den håndværksmæssige side af Awoo – hvis det ikke lige var, fordi man har hørt det meste før. At Joel Gibb kan skrive medrivende, moderne popschlagere, er ingen nyhed, og netop derfor undgår albummet ikke en snert af monotoni i al sit ligefremme popsnedkeri. For hvor godt det end lyder, tager Gibb og co. ingen chancer hverken kompositorisk eller udtryksmæssigt.

Og denne – for dette ellers så frimodige foretagende noget overraskende – konservatisme er med til at lægge låg på begejstringen. Selv om undertegnede såmænd nok skal få taget sig en god sjat svingommer til Awoo, bliver det ikke det Hidden Cameras-album, jeg tager frem om 10 eller 20 år for at mindes deres fortræffeligheder. Til gengæld er jeg slet ikke i tvivl om, at begejstringen nok skal indfinde sig igen, hvis gruppen næste gang giver sig selv lov til at ændre på formlen og lege mere med formen. For det musikalske indhold har de i den grad stadig greb om.

★★★★☆☆

Deltag i debat