Plader

Junior Boys: So This Is Goodbye

Skrevet af Mikkel Mortensen

Fra det uimodståeligt poppede til det spøgelsesagtigt smukke: Den canadiske duo Junior Boys har flyttet sit fokus fra beats til fornemme melodier, og de viser med deres andet album, hvordan moderne electropop skal skæres.

Ud over anmelderne var der vist ikke mange, der spærrede øjnene op, da canadiske Junior Boys albumdebuterede i 2004 med den fine, men noget ujævne Last Exit. Her leverede sanger og sangskriver Jeremy Greenspan i samarbejde med produceren Johnny Dark en kølig, moderne form for electropop, der var mindst lige så inspireret af Timbaland og 2-step som af Depeche Mode og Soft Cell. Ikke alt på debutalbummet var lige godt, men når duoen ramte plet – som med “Under the Sun” og ikke mindst “Teach Me How to Fight” – resulterede det i fantastisk, elektronisk pop-melankoli, hvis lige man skal lede længe efter.

Efter et skifte til det noget større pladeselskab Domino – og efter at Johnny Dark er blevet afløst af Matt Didemus – vender Junior Boys nu tilbage med et album, der luger de fleste af debutens svagheder væk og viser sig at være af gennemgående høj kvalitet. Men duoen har også udviklet sit udtryk. Væk er de dominerende beats, der smadrede dele af Last Exit, og i stedet fokuserer duoen nu på at lade melodierne tale for sig selv – og det gør de så sandelig godt.

Det går rent faktisk så godt, at et kommercielt gennembrud godt kunne være inden for rækkevidde. Domino har ofte præsteret at få deres kunstnere endog meget langt frem i rampelyset, når de har haft en tilstrækkeligt catchy single (Franz Ferdinand er bare ét eksempel) – og det har Junior Boys denne gang.
I samarbejde med Mouse on Mars’ Andi Toma har de fremtryllet “In the Morning”, en intet mindre end uimodståelig juvel af en popmelodi, der rammer sit fantastiske klimaks, når et insisterende og uhyre melodisk keyboardriff bliver sluppet løs mod sangens slutning. Med bare en smule promotion burde dette blive noget af et monsterhit.

Ellers er albummet befolket af den slags futuristisk lydende, atmosfæriske sange, der også prægede debuten, men denne gang er der mere plads til de simple, langstrakte og langtidsholdbare melodier. Der veksles relativt ubesværet mellem uptempo-sange som førnævnte “In the Morning” og “Double Shadow” og ballader som “Count Souvenirs” og titelnummeret.

Over de kolde, syntetiske klangflader ligger Jeremy Greenspans ofte hviskende stemme, der dog ikke længere har det præg af tonstung fatalisme, der prægede hans sangforedrag tidligere. Men han er ikke ligefrem blevet jubeloptimist. Det er tilsyneladende stadig svært at være ham, men det skal man nok være glad for, når det inspirerer ham til at skrive musik af denne kaliber.

Albummets højdepunkt er den spøgelsesagtige coverversion af den gamle Sinatra-sang “When No One Cares”. Originalen var bestemt ikke en glad omgang, men der er langt fra Sinatras gyldne stemmebånd og det vognlæs strygere, hans stemme blev omgivet af, til Junior Boys’ version. Tempoet er sat ned til ren slowmotion, og udtrykket er fuldstændig nedbarberet: Man hører kun Greenspans tyste vokal akkompagneret af ekkofyldte keyboards, som stod han alene i den isnende mørke canadiske nat og sang for ingen andre end sig selv.

Kun to gange falder Junior Boys igennem på So This Is Goodbye. “Caught in a Wave” er en fuldstændig unødvendig instrumental, der intet har at gøre på noget, der i bund og grund er et popalbum. Det samme kan siges om “First Time”, hvor duoens ellers så forfinede melodiske sans svigter for første gang på albummet. Melodien er simpelthen ikke-eksisterende, og så hjælper det bestemt heller ikke på indtrykket, at Greenspan double-tracker sin, til lejligheden, falset-agtige vokal i et noget ubehjælpsomt omkvæd.

Det er altid rart, når man kan spore fremgang hos kunstnere, og det kan man bestemt hos Junior Boys. So This Is Goodbye er flere klasser bedre end debuten, og man kan kun håbe, at duoen fortsætter den opadgående formkurve og leverer et endnu bedre album næste gang – gerne med flere sange helt i top.

★★★★☆☆

Deltag i debat