Plader

Magnolia Electric Co.: Fading Trails

Skrevet af Lars Simonsen

Når det nærmest uundgåelige danske tungsind overmaner dig i takt med efterårets komme, har du med denne plade fundet et perfekt lydspor. Stemningen er reflekterende og tungsindig, og bandet med Jason Molina i front forvalter den blå stemning værdigt med tyst alt. country og stemningmættet bluesrock.

Primus motor i Magnolia Electric Co., Jason Molina, fortsætter med Fading Trails på det livlige aktivitetsniveau, han har befundet sig på, siden han arkiverede Songs: Ohia under ‘afsluttede kapitler’. Sidste år bød således på et live-album, en fuldlængde og en ep-udgivelse samt en masse koncerter, og nu følger Molina og hans band det op med endnu et studiealbum.

Trods de mange udgivelser inden for en relativt kort periode har det på ingen måde resulteret i venstrehåndsarbejde eller lignende. Pladen emmer tværtimod af solidt håndværk og velovervejede kompositioner.
Den karakteristiske dystre stemning er stadig dominerende. Melankolien og tungsindet forvaltes glimrende af Molina og transformeres til hovedsageligt afdæmpede, men meget, meget kraftfulde numre. Noget af det mest fascinerende ved Jason Molinas udtryk er, hvorledes hans sangstemme på én og samme tid kan virke robust og skrøbelig. Vokalen er står skarpt i lydbilledet, og Molina står stort set alene med vokalarbejdet denne gang.

Molinas intention med Magnolia Electric Co. er, at bandet ikke skal have nogen faste medlemmer, og der er da også på denne plade blevet plads til nye ansigter. Men ligeledes er der gengangere, og eksempelvis er Steve Albini (Nirvana, Pixies m.fl.) for tredje gang blevet valgt af Molina som producer.

Der er ingen decideret svage numre på Fading Trails. Bandet spiller hamrende solidt og udtrykket varieres tilpas meget på trods af den altdominerende blå stemning. Første nummer “Don’t Fade on Me” indledes ganske tyst og sørgmodigt, men udvikler sig langsomt til en bluesrocket skæring med albuerum til den elektriske guitar. Sangen er både reflekterende, passioneret og tungsindig – og forbandet vellykket.

“A Little at a Time” er en dyster perle om tvivl om mismod. Stemningen er ulmende og slæbende, og både den akustiske- og den elektriske guitar erobrer en dominerende plads og komplementerer hinanden på vidunderlig vis.
Det både mørke og smukke nummer afløses af en om muligt endnu mere dyster og melankolsk stemning i “The Old Horizon”. De enkle og nærmest klagende toner fra klaver blandes med en udefinerbar, let pivende maskinel lyd. Det springende punkt er dog Molinas stemme. Var det ikke for hans evne til på én gang at lyde robust og skrøbelig, var dette nummer muligvis mislykket. Havde vokalen udelukkende været klagende, var der i hvert fald stor risiko for, at den triste stemning havde blevet for omklamrende og tyktflydende.

Men det bliver Fading Trails aldrig. Magnolia Electric Co. mestrer evnen til at variere stemningen, samtidig med at den mørke grundtone bevares. Variationen i lydbilledet består ikke af overrumplende stilskifte. Det er de små detaljer i udtrykket, der gør en forskel og i øvrigt gør det svært at sætte musikken i bås.

Det er langt fra alle bands der slipper godt fra at dyrke en dyster og melankolsk stemning. Jason Molina har dog tydeligvis fundet opskriften på, hvordan man laver tungsindet og reflekterende musik, uden at udtrykket drukner i selvynk.
Når den uundgåelig danske efterårsdepression indtræffer, har du med Fading Trails i afspilleren et værdigt lydspor.

★★★★½☆

Lyt til “Lonesome Valley”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/lonesomevalley.mp3]

Deltag i debat