Plader

Minimum Chips: Lady Grey

Skrevet af Theis Ørntoft

Minimum Chips har signet med det engelske label Moteer og er nu klar til at prøve europæerne af med Lady Grey, der samler højdepunkterne fra et par udgivelser i hjemlandet Australien. Sangene klinger af eventyr, men mangler paradoksalt nok lysten til rent faktisk at vove sig ud på spændende togter.

Lady Grey skal ikke bruge mange minutter i cd-afspilleren, før det kan anes, hvem der er blandt australske Minimum Chips’ forbilleder. Forsangerinde Nicole Thibaul giver mere end bare mindelser om Stereolabs franske frontfigur Laetitia Sadier, hvad angår klang såvel som udtryk, og musikken i sig selv trækker da også lovlig mange linjer til selv samme Stereolab og deres særegne blanding af kølig og finurlig elektronisk rock. Minimum Chips undgår dog at sætte deres musikalske integritet helt over styr, idet de formår at skabe et personligt og levende univers med de virkemidler, de arbejder med.

Minimum Chips sammenkobler naive, umiddelbare popmelodier med et udtryk, der virker eventyrligt og lettere skævt. Lydbilledet skabes af kantede guitarakkorder, syntetiske orgelsynths, klokkespil, blæsere og endelig Thibauls meget luftige vokal, der synger om alfer og hemmelige skove. Lydbilledet er på én gang sensuelt og nedkølet, og pladen igennem er det stort set det samme temperament, der spilles med.

“Sleepy Pea” bæres oppe af støvede blæserarrangementer, løst trommespil og klokkespil, der fint og naivt plinger med på Thibauls toner. Slutnummeret “Snow Peas” er baseret på en smukt klingende guitarfigur, og teksten »but still you are beautiful / to me« – hørt før, men effektivt og fængende.
“Know You Too Well” er pladens eneste uptempo-sang, som med en yderst catchy melodi og en charmerende orgel-figur nok er det tætteste, Minimum Chip kommer på et hit.

Ærgerligt er det derfor, at Lady Grey også ligger under for en del ligegyldigheder. Den instrumentale “Eating Out” fremstår som en særdeles uvedkommende stiløvelse, og den irriterende “Alaska” viser et behov hos Minimum Chips for at støje og skrue på elektroniske parametre, som de burde holde langt fra deres ellers så stilfulde og elegante univers. Australierne burde vide, at et albums mangfoldighed og variation ikke vokser, blot fordi man tilfører en tilfældig sang lidt utæmmelig støj. De bør i stedet arbejde med sangskrivningen og indlægge flere spændingskurver undervejs, så helheden ikke hensygner i nuancer, der forekommer lige vel anonyme.

De virkemidler, orkestret arbejder med, er gode og finurlige, men også ret begrænsede, og i Minimum Chips’ drømmende og distancerede udtryk er der indbygget en latent fare for, at helheden fremstår monoton og unuanceret. Det ville klæde Minimum Chips at skrive et par sange, som udviklede sig med lidt flere sidespring. Lady Grey rummer uden tvivl udsøgte øjeblikke af på én gang nærværende og drømmende pop, men det ændrer ikke på, at pladen skal lyttes til ende umanerligt mange gange, før de gode melodier forsigtigt træder i karakter.

★★★☆☆☆

Deltag i debat