Koncerter

Mogwai, 16.09.06, Pumpehuset, København

Hvad skal publikum have? Det de forventer. Skal de have andet og mere? Niks. Det var parolen, da Mogwai indtog Pumpehuset og leverede en koncert på rutinen. At den rutine så er ganske imponerende, var i den grad en formildende omstændighed.

Der var engang, hvor Mogwai bestod af fem balstyriske ungersvende, der ikke gav noget for konventioner. De levede og åndede for at spille live – for at komme ud og spille så højt, at publikum rystede i bukserne.
Mogwai spiller stadig med så stor volumen, at både mellemgulvet og hårene på armene sitrer – men denne lørdag i Pumpehuset var det så som så, hvad angik det brændende engagement.

De fem skotter var alvorsfulde og mutte, og selv ikke publikums tilråb gav dem lyst til at kommunikere med den nærmest bogstaveligt talt kogende sal.
Det virkede endog, som om de flittige ønsker fra tilhørerne irriterede bandet. Og folk kunne tilsyneladende godt have sparet sig at råbe, for alt var planlagt på forhånd. Numrene var click-trackede, så stroboskoplyset kunne lyne på de helt rette tidspunkter – og det understøttede fornemmelsen af, at Mogwai efterhånden har fundet sine egne konventioner og er faldet til ro.

Men hvis man så bort fra eventuelle ønsker om improviserede støjudladninger undervejs, leverede Glasgow-kvintetten en fin præstation. De startede virkelig stærkt med langsomt voksende, fint disponeret udgave af “Christmas Steps”, og derfra kom de rundt i hele bagkataloget. Især var det en fornøjelse at høre den frydefuldt støjende “Summer”, ligesom “Hunted by a Freak” havde stor fylde og alligevel en fin melankolsk ømhed.

Og det er netop, hvad der gør, at det trods alt er til at bære over med, at Mogwai spillede på rutinen og det gode samspil, der ligger i rygraden: De fem skotter har efterhånden så stor erfaring, at de selv på en uoplagt aften stadig kan spille de lavmælte passager med stor indføling og kværne de larmende numre af sted med stor energi.

Godt nok ville det have dejligt, om den popsingle-korte støjeksplosion “Glasgow Mega Snake” havde haft mere brutalitet over sig – og ligeledes havde det været rart at kunne se bandet være engagerede i klimakserne. Men når det nu ikke kunne blive et veloplagt show, gav Mogwai en udmærket erstatning: en koncert med en fin setliste, der dækkede det meste af bandets karriere og vekslede udmærket intensitetsmæssigt. Og så var lyden tilmed ganske fremragende, hvilket især kom Martin Bullochs trommer og Dominic Aitchisons konsekvente bas til gode.

★★★★☆☆

Leave a Reply