Plader

The Mutts: I Us We You

Skrevet af Lars Simonsen

The Mutts fra Brighton, England, boltrer sig inden for flere af rockens undergenrer og spiller deres overvejende støjende rock ganske solidt. Alligevel er bandets knap en halv time lange, riff-baserede rock’n’roll-rundtur ikke overrumplende eller specielt interessant.

Engelske The Mutts passer umiddelbart godt ind i den velkendte og efterhånden lidt ældre bølge af ‘The …s’-bands. Bandet spiller nemlig relativt støjende og beskidt rock med masser af rock’n’roll-attituder. Kvartetten nøjes dog ikke med at holde musikken i garagerockens ganske stramme tøjler. Tværtimod runder bandet flere undergenrer undervejs og trækker på mange inspirationskilder fra rockmusikkens brogede historie.

“Intro” fører lytteren stille og roligt ind i The Mutts’ univers med tyst guitar og blid vokal. Efter ét minut brydes stilheden af de rastløse trommer i “Dog on Dog” og et skærende og grumset riff, der flænser lydfladen. »Give me something I can use / Give me something I can abuse / Give me action!« vrænger forsanger Chris Murtagh, mens guitarene hyler som en sirene. Attituderne og tempoet er dermed kørt i stilling, og den tempofyldte udrykning fortsætter stort set hele vejen igennem albummet.

Selvsikkerheden er også på plads i “C’mon, Come Up, Come In”, hvor en både cool og hæs vokal leverer linjer som »I got what you want« gentagne gange. Skæringen er både pågående og flabet – men nydes bedst, hvis man ikke lader sig gå på af den endog meget kraftige inspiration fra 70’er-punken.
The Mutts er dog inspireret af mange forskellige strømninger inden for rockmusikken. I “Don’t Worry” skrues der for eksempel ned for punk-energien til fordel for en dominerende slæbende og tung guitar, og den lettere skizofrene musikalske karruseltur fortsætter herefter ufortrødent med såvel syrerock-inspirationer som håndklap og koklokker.

Der er masser af potentiale i bandet, og havde udtrykket været en anelse mere fokuseret og originalt, havde det utvivlsomt givet et bedre helhedsindtryk. For de fire britere spiller faktisk solidt og selvsikkert, og de er garanter for det ene ruskende og beskidte riff efter det andet. Sammen med forsangerens hæse vokal er der på mange måder lagt i ovnen til noget stort, men det riff-baserede udtryk brænder sig alligevel ikke for alvor fast i øregangene.
Det er, som om bandet mangler et eller andet overrumplende og uventet i deres udtryk, for at det for alvor skal blive interessant. Som konceptet er nu, er det ikke meget mere end hæderlige riff-baserede numre, der ikke rigtig vil lagre sig i bevidstheden – og det var næppe intentionen fra kvartettens side.
I Us We You er The Mutts’ tredje album, men kvartetten har tydeligvis ikke fundet et stabilt og personligt ståsted endnu. Finder de dét, er der dog ingen tvivl om, at de kan skabe glimrende plader fremover.

★★½☆☆☆

Deltag i debat