Plader

Nina Nastasia: On Leaving

Skrevet af Kasper Würtz

På trods en forskrækkende ufokuseret start viser Nina Nastasia atter, at hun er blandt de mest betydelige kvindelige sangskrivere i øjeblikket. On Leaving er nedbarberet, kortfattet og mestendels uhyre smuk.

Efter tre bemærkelsesværdige og generelt fremragende udgivelser på Touch and Go har Nina Nastasia udskiftet Chicago-selskabet med engelske FatCat Records, men heldigvis har det ikke betydet væsentlige forandringer i musikken, hverken med hensyn til kvalitet eller retning.

On Leaving starter ellers med en sært tøvende treenighed af klimaksløse sange. “Jim’s Room” lægger sig ellers i et let genkendeligt spor med den dominerende akustiske guitar akkompagneret af Dylan Willemsas vanvidsviolin, der også spillede en enorm rolle på Run to Ruin. De knirkende strygere lyder som en smuk, antik dør, der åbner sig, og nummeret fungerer egentlig også udmærket som en langsom og underspillet indgang til albummet.

Problemerne opstår, da de to følgende sange, “Brad Haunts a Party” og “Our Day Trip” lyder som løsrevne lunser af glimrende sange uden rigtigt at ramme et højdepunkt, og begge numre slutter uforløste. De to numre understreger virkelig, hvor vigtig sangrækkefølgen er for en plade, og den sløve introduktion medfører en frygt for den første regulære skuffelse fra Nina Nastasias hånd.

Heldigvis varsler den fantastiske “Counting Up Your Bones” et comeback af format. Steven Becks klaver og den akustiske guitar skaber et smukt og sørgmodigt landskab, som Nastasias vidunderlige vokal for alvor danser rundt på, og for første gang på On Leaving viser sangskriveren sin mesterlige evne til tryllebinde lytteren med de spartanske arrangementer og en imponerende intimitet.

Selv om violinen endnu engang lurer i baggrunden og skaber lidt bastant bund til det glastynde klaver, er arrangementerne generelt mere nedbarberede på det nye album, hvilket betyder, at der er skruet ned for de hektiske strygere og op for Becks elegante klaver, der supplerer Nastasias akustiske guitar fornemt.

Numrene er generelt også væsentligt kortere end på forgængeren, hvilket passer aldeles glimrende til den afdæmpede og minimale stil, som fuldendes i den ubegribeligt smukke “Why Don’t You Stay Home”. Endnu en gang er det et sikkert vævende fingerspil og kuldeskærende klaverdryp, der frembringer en ukompliceret melodi fuld af længsel og ufortyndet melankoli, der som sirener kalder på de sjældne tårer, som musik fra tid til anden kan frembringe.
Det er fundamentalt rørende, når Nastasia fortabt synger »why don’t you stay home where you’re loved / where you’ll never be hungry or lost« – og selv om det gør ondt at høre, er sangen så fantastisk, at man nærmest besat trækker sig igennem det stille emotionelle stormvejr igen og igen.

“One Old Woman” sætter straks tempoet op, og trommerne giver en fornyet vitalitet. Hvor stemningen før var dyster og håbløs, er her nu en styrke, der nærmest næres af mørket: »And I feel that when night falls I breathe it in.«

Den amerikanske sangerinde veksler imellem det tyste og det mere tempofyldte, og endnu et skift forekommer med den smukke stilhed i “Treehouse”, hvor klaveret poetisk illustrerer »the clapping of leaves«. På ny formidler Nina Nastasia det hele med en fornemt nuanceret vokalpræstation. Faktisk har hun vel aldrig lydt bedre, end hun gør på On Leaving.

I en tid, hvor folkscenens kvindelige repræsentanter nyder en storhedsperiode med fortræffelige kunstnere som Marissa Nadler, Josephine Foster og Joanna Newsom, cementerer Nina Nastasia, trods startproblemerne, sin position som en smuk og særegen kunstner. Med melankolsk finesse og passioneret nærvær sætter hun atter efteråret i gang.

★★★★½☆

Deltag i debat