Plader

The North Sea & Rameses III: Night of the Ankou

Skrevet af Søren Jakobsen

Sammen begiver The North Sea og Rameses III sig ud på Nilens smulte vande, og stemningskanonerne fyrer løs i bestræbelserne på at skabe bølgegang og bevægelse i lydbilledet. Nogle gange sker det med stor succes, men fascinationen holder ikke hele pladen igennem.

Ramses III regnes som den sidste af Egyptens store faraoer. Han stod blandt andet for opførelsen af det store tempel i Medina, før han blev dræbt i et attentat, der efter sigende blev begået af medlemmer af hans harem. Egyptiske faraoer. Et allerhulens til tungt forbillede at opkalde sit orkester efter, men ikke desto mindre er det, hvad den engelsk ambient-psych-trio Rameses III har gjort.

De udgav sidste år et album i samarbejde med The North Sea, der er et alter ego for freefolk-musikeren Brad Rose. Han er manden bag Digitalis Industries, et medie, der både skaber, anmelder og udgiver musik og litteratur. Albummet, Night of the Ankou, udkom kun i et meget begrænset oplag på det finske selskab 267 lattajjaa.
Rameses III har for nylig udsendt sit første fuldlængdealbum, og i den anledning har Type Records sørget for at genudgive Night of the Ankou – nu med tilføjelse af et otte minutter langt remix af Xela, alias John Twells, der er medstifter af Type.

At kalde pladen for et egentligt samarbejde er måske en overdrivelse. Noget af det pudsige ved albummet er nemlig, at Roses bidrag – bl.a. på bouzouki (et græsk mandolin-lignende instrument, red.) – lå på en cd, som han sendte til Rameses III, hvorefter trioen kunne bruge lydsporene efter forgodtbefindende.

Pladens episke titel lover stort set ikke for meget. De to originalnumre, der hver især breder sig ud over 18 minutter, bringer hurtigt én ud af al jordforbindelse. Vel at mærke i en ganske positiv forstand. Musikken har en dramaturgisk kurve, der lader til nærmest at have sit eget liv, og på sammenlagt 36 minutter sker der en gruelig masse i al ubemærkethed.

Åbneren “Death of the Ankou” åbner med en langstrakt drone, hvorover den efterhånden velkendte lyd af en violinbue på en guitar kanonerer abstraktioner ud over et stadig øget antal synth-flader. Men til forskel fra Sigur Rós og Constellation-musikernes efterhånden ulideligt selvplagierende anvendelse af violinbuen foregår denne kollaboration et andet sted. Musikken har en stringent selvbeherskelse, der finest kommer til udtryk, da nummeret halvvejs igennem punkterer og kun efterlader en enlig stryger, der med sin etniske klang trækker trådene tilbage imod pladens titel.
Derefter går der for alvor akut Eno i den, og en kølig mængde korarrangementer svømmer ind og ud af lydbilledet. De lader i de næste otte minutter nummeret glide ubemærket ud i horisonten, mens der tilføjes stadig mere mellemøst-klingende ornamenter til nummeret.

Næste nummer, “Night Blossoms Written in Sanskrit” fortsætter i samme arkitektoniske stil, nu med tilføjelse af føromtalte bouzouki, og der bliver næsten for højt til loftet nogle gange. Som hvis Albert Speer havde eksperimenteret med kompositionsmusik i pauserne mellem at designe det Tredje Rige. Men den konstante, om end hårfine, variation af lydbilledet gør, at man ikke for alvor kommer til at kede sig. Hvis man vel at mærke lytter efter.

Der er mange diffuse nuancer på lydpaletten, og groft sagt/lyttet består pladen af et par enorme klodser af lyd, hvori overgangene tit er så svære at spore, at man bliver decideret frustreret. Der er ikke nogle af de dumpe eksplosioner eller apokalyptiske lydcrescendoer, der har gjort Mogwai og Sigur Rós tilgængelige (i mangel af bedre ord) for et større publikum, men netop derfor bliver udbyttet også større, når pladen endelig trænger ind i stedet for blot at trække sig langsomt ind af det ene øre og ud af det andet.

Night of the Ankou har, når den er bedst, et delt slægtskab med Brian Eno, Stars of the Lid og shoegazerbandet Slowdives svanesang, Pygmalion.
Men når mætheden sniger sig ind, hvilket sagtens kan ske i løbet af det lettere uinspirerede remix af titelnummeret, får man samme klæge fornemmelse som af tandlægers new age-musik. Især fordi der her netop bliver klemt for mange ting ind på for lidt plads, eller hvad man nu kan kalde et nummer på otte minutter.

Der er absolut masser at komme efter på denne plade. Den minimalistiske og uhåndgribelige form gør paradoksalt nok opgaven hård, men det lønner sig rigeligt at lege arkæolog.

★★★★½☆

Deltag i debat