Plader

One Second Bridge: s.t.

Skrevet af Mikkel Arre

Argentinsk-mexicanske One Second Bridge blander blid, undseelig elektronik med tågede shoegazer-guitarer. Og ja, det lyder som et koncept, man har hørt før. Desværre skiller One Second Bridges debutalbum sig ikke rigtig ud fra alle de andre, der har fulgt samme opskrift.

One Second Bridges to medlemmer kommer fra Argentina og Mexico. Den oplysning ville være fuldstændig ligegyldig, hvis det altså ikke havde forholdt sig sådan, at Vicente García Landa og Matias Bieniaszewskis respektive nationale baggrund var det mest opsigtsvækkende ved duoen og dens første album.
Dermed ikke sagt, at de to er dårlige til dét, de laver – de har bare ikke været særlig heldige med at finde en personlig, særegen lyd.

Det er drønbehageligt og i cirka lige så høj grad søvndyssende at være i selskab med One Second Bridge. “Everywhere” er ganske betegnende for albummet: Suppleret af en lille smule slide-guitar aer bløde guitarfigurer (penslet med masser af reverb) lytteren med hårene, mens de antyder, at der er et klimaks under opsejling. Men tilløbet når knap nok at komme i gang, før nummeret er slut.

Både “No 2”, der starter lovende med håndspillede trommer og drømmende vokal-loops, og den klaverbårne “Un Minuto” kunne formentlig have udviklet sig til rigtig fine numre, men bliver ligeledes standset alt for tidligt.
Med den tågede, ikke videre energifyldte lyd, One Second Bridge opererer med, er mindre end tre minutter ikke nok til at få “No 2” flyttet særlig langt – og et minuts tid til “Un Minuto” giver ikke plads til andet end en kortvarig begejstring over den variation, klaveret bringer med sig.

Men One Second Bridge giver sig ikke tid til at lade numrene skifte retning – og det kunne tyde på, at de ikke har givet sig selv tid nok, da de lavede pladen for snart tre år siden. Og det er en skam, for hist og her er der tegn på, at de har potentiale til at drive det til mere.
Eksempelvis antyder “The Ghost”, at latinamerikanerne med tiden kan komme til at skrive melodier, der bliver hængende. At de så skal lade være med bevidstløst at gentage de gode melodistumper uden at variere dem, er noget andet.

“Fifth Season” er også ganske lovende – men bliver desværre ved det lovende. Det kækt hoppende beat, der under en melankolsk himmel farvelagt af mildt forvrængede guitarer sender nummeret af sted ud over grønt spirende stepper, er ellers virkelig forfriskende. Uheldigvis kniber det også hér med at skabe bare en smule udvikling i nummeret.

Indietronica-fans, der bare må have alt, der smager lidt af Slowdive, skal endelig ikke springe over One Second Bridge. Men hvis du gerne vil kunne huske de melodier, du har hørt, bare et par timer efter endt lytning, er der en hel del plader, der står foran denne debutplade i køen.
[/INFO]

★★½☆☆☆

Deltag i debat