Plader

Our Brother the Native: Tooth and Claw

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Our Brother the Native udgøres af tre teenagere, men musikken lyder af meget mere. Det er udknaldet, ambient og stemningsskabende folk – men der er også perioder, hvor musikken bliver så ligegyldig, at lytteren mister interessen for musikken. Det er lidt synd, for albummet har absolut sine momenter.

De tre teenagedrenge, Josh, John-Michael og Chaz, udgør sammen et band af den moderne tidsalder. Mens Josh og John-Michael bor i Michigan, er Chaz fra Californien. Så deres debutalbum er opstået ved, at de tre har sendt lydbidder til hinanden over internettet. Og som om det ikke var nok, var det via Our Brother the Natives Myspace-side, at pladeselskabet Fat Cat blev interesseret i musikken.

Og selvom Our Brother the Native med dets musik rammer ned i en genre, som mere eller mindre er en del af en form for scene i øjeblikket – her tænker jeg på freak-folken eller nu-folk, som det også kaldes – så er musikken absolut værd at lytte til.

Man lægger straks mærke til bandets brug af forvrængede stemmer og vokal-samples. Sammen med et fokus på rytme og retro-brug af akustisk guitar er det sådan cirka lyden af Our Brother the Native. Stemmer bliver allerede i åbneren “Introduction – Welcome to the Avery” spændt ud og sluppet igen, som var de elastikker. Og som Animal Collective bruger Our Brother the Native også råb og forceret vokal. Sommetider næsten forvrænget til et mareridt, der alligevel ikke er uhyggeligt – men som heller ikke er en ren solskinsfornøjelse.

Der er stort set tale om løs, løs sangstruktur på hele albummet, men det betyder ikke, der er fravær af melodistumper. De færreste af dem er stumper, man nynner i køen i supermarkedet, men under lytningen er de med til at give form og drive i det skæve, overvejende ambiente univers. “Apodiformes” har både en udknaldet intro og en midte, der lader en Simon & Garfunkel-guitar være omdrejningspunkt. Her er der melodi og rytmer i form af håndklap og andre småtterier – det er faktisk kun sjældent, det er trommer, som lægger bunden – rytmerne er primært finurlig brug af percussion.

Our Brother the Native bruger generelt mange vokal-samples – for mange. Det virker anakronistisk at sprede dem jævnt, som bandet har valgt at gøre. Mens det engang var nyskabende, når det blev brugt af The KLF (på deres album Chill Out) eller Godspeed You Black Emperor!, så er det blevet mere trættende. Der er kun få bands, som med succes kan voldbruge samples – her tænker jeg specielt på The Books – men for Our Brother the Native er det knap så vellykket. Tv-prædikanten på “Octopodidae” er et godt eksempel.

Musikken kæmper hele tiden med balancen mellem at fungere fint i baggrunden og simpelthen forsvinde fra opmærksomheden. Det er, som om der mangler noget, for at Tooth and Claw for alvor fænger. De konkrete melodi-momenter fungerer visse steder – især på første halvdel af albummet – men et nummer som “Tilia Petiolaris” bliver simpelthen for banalt. Der mangler noget bedre håndværk i sangskrivningen. Det gælder også et stillestående nummer som “Nautical Spirits – Welcome to the Aquarium”, der har rytmen og vokalen – men bare ikke kommer længere end til at præsentere dem for lytteren. Hverken retning eller lydbillede er interessant. Som helhed er Tooth and Claw ikke en god plade – men kan påklistres klichéen ‘en lovende debut’.

★★★½☆☆

Deltag i debat