Plader

Peaches: Impeach My Bush

Skrevet af Camilla Grausen

Peaches elsker at provokere. Hun laver om på kønsrollerne og fordrejer tingene – på én gang lummert og forfriskende. Selv om man måske ikke umiddelbart skulle tro det, er Peaches dog mere end pik-og-patter-og-electroclash og kan lave rigtig gode numre. Dem er der desværre for få af på hendes nye plade.

Der er ingen forklaring på, hvad Peaches vil med sit coverbillede: hendes øjne omringet af, hvad der ligner en burka af guldpalietter. Hun får folk til at spærre øjnene op og stille en masse spørgsmål, men hun besvarer dem ikke.

Titlen Impeach My Bush har heller ikke et entydigt budskab. Selvfølgelig sender den tankerne i retning af en vis herre i et vist stort hus i et vist stort land. Men på trods af »I’d rather fuck who I want to than kill who I am told to / Let’s face it – we all want tush / If I’m wrong impeach my bush« er Impeach My Bush ikke et politisk album.

Bag kunstnernavnet Peaches gemmer canadiske Merrill Nisker sig. For 15 år siden var hun musik- og dramalærerinde i en folkeskole i Toronto. Men i løbet af 90’erne flyttede hun til Berlin og transformerede sig til Peaches. Hendes debut, The Teaches of Peaches udkom i 2000; rå electroclash med tekster, der kunne få tykke amerikanske hip-hoppere med guldkæder til at rødme. Det var S E X – og ikke den slags, der er forbeholdt smukke brystopererede duller på silkelagener. Næh-nej, hos Peaches er sex for alle, og det er svedigt og måske også både snavset og snasket. For en gangs skyld var det mændene, der blev gjort til sexslaver, og albummet var en forfriskende omgang kvindehørm.

På hendes andet album med den skønne titel Fatherfucker fra 2003 var emnet det samme, men den musikalske standard i både de sterile elektroniske numre og de trommemaskine-drevne rocknumre var faldet. Flere af numrene var temmelig blodfattige, om end Fatherfucker også gemmer på et af Peaches absolut bedste numre, “Operate”.

Og hvad er så emnet på Peaches’ nye album? Mon det er politik, verdensfred, kærlighed eller død? Nej, sørme om det ikke er sex igen. Titlerne “Fuck or Kill”, “Tent in Your Pants” og “Two Guys (for Every Girl)” siger det meste. Peaches holder fast i de yderst direkte tekster – i lige så rigt omfang som på Teaches….

Bl.a. kredser Peaches igen om trekantsfantasier, men denne gang stiller hun skrappe krav til mændene: »Just one thing I can’t compromise / I wanna see you work it guy on guy / I wanna see you boys get down with each other / I wanna see you do your li’l nasty brother.« Så kan det vist ikke blive mere præcist – for som Peaches synger: »Remember an ass is an ass.« Nummeret er, bortset fra teksten, et lidt atypisk Peaches-nummer, idet det næsten er r’n’b, hun fyrer op for.

I det hele taget er Impeach My Bush lidt mere iørefaldende end Peaches’ bagkatalog, specielt den catchy “Downtown”. Der er flere guitarer, men de er ikke så hårde som visse steder på Fatherfucker. Desuden er der skruet lidt ned for den electroclash, der ellers er Peaches’ kendetegn. Den er dog ikke gemt helt ad vejen, og f.eks. “Stick It to the Pimp” og “Get It” er flossede electroclash-numre i den gode gamle Peaches-stil.

Impeach My Bush har Peaches igen besøg af prominente navne. Først og fremmest er både Josh Homme (Queens of the Stone Age) og Feist med på det positivt hektiske rocknummer “Give ‘Er”. Beth Ditto fra The Gossip synger omkvæd på “Two Guys (for Every Girl)”. Og Samantha Maloney (Hole) sidder bag trommerne på tre af albummets numre og giver trommemaskinerne en tiltrængt pause.

Selv om Peaches kan lave rigtig gode numre, er de ikke i overvægt på Impeach My Bush. “Boys Wanna Be Her” og “Hit It Hard” er f.eks. ligegyldige rocknumre, som de fleste næsvise bands af rockbitches kunne stå bag.

Imidlertid kan jeg virkelig godt lide, at Peaches vender tingene på hovedet. Det er svært at finde frem til, hvad hun egentlig er for én – og hvad hun vil med sin musik og sine tekster. Selvfølgelig vil hun have det sjovt, provokere, opfordre til, at man dyrker en masse sex. Men alle og enhver kan synge »fuck the pain away« og optræde i hotpants – dét, der gør Peaches interessant, er hendes flertydighed. Hendes tekster rummer også humor og ironi – ofte er det svært at bedømme, i hvor stor grad de er alvor. Og i virkeligheden tager Merrill Nisker nok lidt pis på os alle sammen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat