Plader

Sissel Vera Pettersen & Nikolaj Hess: By This River

Skrevet af Janne Kristensen

Den norske sangerinde Sissel Vera Pettersen lægger sin lyse, svævende stemme til syv coverversioner arrangeret af den danske pianist Nikolaj Hess. Nyfortolkningerne er minimale og kønne, men mangler i høj grad intensitet.

Den anerkendte danske pianist Nikolaj Hess og den norske sangfugl Sissel Vera Pettersen gør brug af et gammelt, gennemtærsket koncept på deres samarbejdsudspil By This River: Man tager en række velkendte og respekterede sange og genindspiller dem i egen fortolkning. Spørgsmålet i den forbindelse bliver altid, om coverversionerne har noget at byde på i forhold til originalerne. Det kan diskuteres med dette album.

By This River er på alle måder minimal; blot syv numre, spinkle kompositioner med nedtonet klang. Hess/Pettersen tager udgangspunkt i en række af jazz- og rockhistoriens helt store stilskabere som Blur, Depeche Mode, Brian Eno og A-HA og omorganiserer nogle af deres mest markante hits i et klassisk, pianodrevent univers, hvor improvisation, lavmælte detaljer og stille, harmonisk skønsang er hovedingredienser.

Duoen præsenterer efter denne devise lytteren for en meget anderledes, rytme-fokuseret version af Blurs “Out of Time”. Her er Damon Albarns skæve popsang udskiftet med Pettersons klassiske sopran, og rockelementerne bliver løftet ud i et tidløst perspektiv – et gennemgående træk for mange af arrangementerne på albummet.
Pladen igennem ligger Hess’ piano som et skævt, pulserende, altid underspillet element. Af og til loopes temaerne og giver indtryk af noget eksperimenterende ambient, mens Pettersens blide, altid velbalancerede vokal bestandigt trækker i en anden retning og giver et klassisk, lidt for sukkersødt, tilgængeligt touch til udtrykket.

Når det fungerer bedst for Hess/Pettersen-samarbejdet, går den romantisk-blide vokal op i en højere enhed med det plirrende kælne piano i et indtrængende følelsesladet nærvær, hvor det eksperimenterende spiller en vigtig rolle som underliggende formsprog. Udgaven af Depeche Modes “Home” fungerer godt på disse præmisser, men spørgsmålet er, om det ikke i høj grad skyldes sangenes originale genialitet.

“Hunting High and Low” er et af de få numre, der virkelig lykkes for parret. Her bliver Pettersens stemme brugt instrumentalt og opbyggende i et nærmest kosmisk lydtæppe med klirrende, underspillede indslag af dæmpet klang. Det er absolut pladens højdepunkt.

Nikolaj Hess og Sissel Vera Pettersens musikalske kunnen bør ikke betvivles. Deres leg med musikalske udtryk er virtuos og vidner om et tårnhøjt kunstnerisk niveau. Problemet med By This River er bare, at coverversionerne af især rockklassikerne aldrig bliver rigtig interessante. Pettersens vokal er simpelthen for sukkersødt romantisk og uden bid. Hess’ pianoloops og eksperimenterende improvisationer er af og til ganske udfordrende, men drukner i det samlede udsagn. Og selv om kernen og nerven fra originalversionerne i bredt omfang kan siges at være bevaret, mister de deres intensitet og bliver kedelige, klassiske forsøg på at omfortolke nogle kompositioner, der var meget bedre i deres oprindelige version.

Pladen kan betragtes som et interessant improvisationseksperiment med sans for spektakulære detaljer, men det ligner lidt for meget en neddegradering af nogle mesterværker, der bliver gjort klassiske og tidløse og derved mister deres oprindelige rå charme.

★★½☆☆☆

Deltag i debat