Plader

Cortney Tidwell: Don’t Let Stars Keep Us Tangled Up

Til trods for tilstedeværelsen af Lambchops Kurt Wagner og det faktum, at sangerinden er født og opvokset i Nashville, er det analoge keyboards og melankolske drømmesange, som er humlen i Cortney Tidwells debut, der lyder næsten nordisk i sit blålige og melankolske udtryk.

En mor, der døde af sin paranoia i en tidlig alder, og en ven, der begik selvmord, lagde grundstenen for sangskrivningen på dette album. Og modgangstider er åbenbart en drivkraft for Cortney Tidwell, der i selskab med sit klaver og en konstant mørk sky hængende over hovedet har begået et ganske fint og ikke specielt Nashville-klingende debutfuldlængdealbum.

Man kunne ellers godt forvente lidt lap-steel og countrytoner, når man tænker på, at Tidwell er opvokset i Nashville med Townes van Zandt som en ven af familien. Lambchops Kurt Wagner er også inviteret med på Don’t Let Stars Keep Us Tangled Up, men der er garanteret ikke mange, der i en blindtest ville gætte på Nashville som baggrund.

Det musikalske landskab er dækket af et mørkt og blåligt skær, gennemsyret af en halvdyster tristesse, der beror på korarrangementer og analoge keyboards i forening med Cortney Tidwells moody (til tider hviskende) stemme og nogle spartanske programmeringer.

Man kan helt sikkert drage paralleller til både Björk og andre hjerteskærende mimoser, men der er ikke helt så tætpakket og eksperimenterende et lydlandskab hos Tidwell. Den akustiske guitar holder en vis tråd i den klassiske sangskrivning, og det lykkes Cortney Tidwell at forene stilarterne med succes.

Don’t Let Stars… er et vemodig og dystert album. Sange som “Pictures on the Sidewalk” og specielt titelnummeret er ikke for den lalleglade, men der er gjort plads til enkle fremadsynede indslag i form af “Lala”, “Our Time” og “Missing Link”, der udgør en form for plaster på det blødende sår.

Duetten “Society” med Kurt Wagner er stærk. Vokalmæssigt er de to et perfekt par, og Lambchop-guruen er i sit es og løfter sin medspiller op i et endnu højere luftlag, mens han holder sig selv selv i baggrunden.

Cortney Tidwell er ikke kommet legende til sit produkt, og man fornemmer de sørgmodige aftryk, albummet sætter i både tekst og tempo, men det fænger og rammer det et interessant drømmende og sfærisk udtryk. Albummet har mange højdepunkter og få uinteressante tidslommer. En god og lytteværdig plade fra en pige, der har gået så grueligt meget igennem.

★★★★☆☆

Leave a Reply