Artikler

Til vejfest i Glasgow

Da dette års Roskilde Festival-overload havde lagt sig, vovede Undertoners udsendte pelsen og drog til festival i Glasgow, Skotlands cooleste by. Og det var klogt gjort, for en-dags-eventen “Hey you get off my pavement!” var en gennemført uhøjtidelig og inspirerende musikalsk fornøjelse. (06.09.06)Arrangørerne af den fine en-dags-festival “Hey you get off my pavement!” havde ifølge deres hjemmeside intenst krydset fingre for en dag med tørvejr. Og Skotland er da også kendt som landet hvor det, groft sagt, enten regner, skal til at regne eller lige har regnet.
Heldigvis viste vejret sig fra sin milde side i Glasgow d. 31. juli. Himmelen var høj og flot, og en klar sol lyste ned på Kings Court, det lille torv hvor festivalens enkelte lille scene var stillet op. Dagens mest markante nedbør var en liflig regn af sæbebobler, pustet af englevingeklædte medarbejdere i plateausko fra en af butikkerne på torvet.

På festivalpladsen var træer og stakitter pyntet med kinesiske papirslamper, silkepapirstrimler og bøjede vinylplader. Den uhøjtidelige udsmykning viste sig nærmest symbolsk for hele arrangementet, som var en behagelig opvisning i, hvor ubesværet og uprætentiøst god musik kan præsenteres. Stemningen gennem hele den lange musikdag var venlig og hyggelig, og skabte den perfekte atmosfære. Man slappede simpelthen af, hvilket gav toptunede ører til at opleve det imponerende line-up af mere og mindre etablerede, og hovedsageligt skotske, indienavne. I duften af bønneburgerne fra den veganske barbecue, som udgjorde festivalens spiselige traktement, tullede folk rundt på den lille plads og nød stemningen, mens folk lidt efter lidt ankom til pladsen. Publikum bestod af lige dele ung, smart indie-crowd og forældre, børn samt hunde – i alt omkring 800 tilhørere. Der var med andre ord dømt vejfest – på den fede måde.

Lille festival med langt navn
Hey you get off my pavement! Noget af en titel at bære rundt på for en lille festival. Men ifølge hovedarrangøren Paul, en sympatisk eksil-canadier, er historien bag den lange titel tilsvarende raffineret og består af flere lag.

Naturen på festivalpladen var interessant for vinylfans

Det ene er historisk. I gamle dage var det kun rige tobakskøbmænd, der havde råd til et privat finansieret fortov foran deres huse. På grund af de evigt mudrede gader i Glasgow, havde købmændene vagter ansat til at jage de mange fortovs-nassere væk. Og siden festivalen jo foregår på en slags fortov, var det passende at dyrke lidt skotsk lokalhistorie i navnet.
Og så er der jo det gamle Rolling Stones-nummer “Hey you get off my cloud”, som er den anden inspirationskilde. “Og så lyder det godt,” siger Paul om navnet.

Grundidéen bag festivalen var, fortæller han, at lave et alternativ til de forvoksede kommercielle festivaler. “Den anden del af idéen gik ud på, at publikum skal være kunne nyde og blive optaget af et band, de aldrig har hørt om før, så længe bandet er godt, interessant og gør tingene lidt anderledes,” forklarer Paul, som også er festivalens konferencier.

Velklædt art-rock
Dagens første navn på scenen var The Royal We. De spillede et sæt på kun 20 minutter, hvilket kun lige gav en mundsmag af deres kunnen. Den unge, stylede sekstet spiller en hybrid af Franz Ferdinand og Blondie med Siouxsie Sioux-vokal. Ikke revolutionerende, men stilsikkert, velspillet og fyldt med energi. Især brillerede bandet med deres punk-version af Chris Isaaks “Wicked Game”.

Næste band var Bricolage, som fik smilet frem hos publikum med deres lækre dansable pop med elementer fra Libertines og klassisk britpop, hvor små melankolske guitarfigurer a la Johnny Marr, pyntede helhedsbilledet yderligere.

Park Attack var vitterlig sky

Som hos The Royal We var vi heller ikke hér vidner til en musikalsk himmelflugt, og der var også rent ud sagt kedelige elementer i sættet, men Bricolage har altså stadig et eller andet udefinerbart, som de dog gerne må fremdyrke lidt mere.

Hvin, distortion og hunde
Så var det til gengæld også foreløbigt slut med imødekommenheden fra scenen. Park Attack har med deres hidsige electro-støjrock skabt sig en trofast fanbase. De stod også for dagens indiskutabelt mest indadvendte koncert. Bassisten, som også styrede de elektroniske effekter, stod med ryggen til, trommeslageren så fjernt ud i luften, og guitaristen/forsangeren stod med siden til og var helt opslugt af sit hidsige vokalarbejde, som i øvrigt ikke var helt ueffent.
Park Attack arbejder med kaotiske lydflader, men udførelsen er yderst stringent og energien bestemt til stede. Men samtidig var det en klinisk og utilnærmelig omgang, der var meget svær at fordøje. Nok for svær. For på trods af energiniveauet manglede intensiteten og nærværet i den grad.

Efter Park Attacks massive angreb på publikums trommehinder var det tid til at rense ørerne med noget helt andet. Et 40 mand stort lokalt kor, The Parsonage, havde taget opstilling ved siden af scenen. Med et beskedent akkompagnement af en akustisk guitar, underholdt The Parsonage med melankolske ny-fortolkninger af gamle klassikere som Jerry Lee Lewis’ “Great Balls of Fire”.

The Parsonage – hvem siger, at kor altid er kedelige?

Vi fik også “I Walk the Line” i en version, Johnny Cash nok aldrig havde forestillet sig. Det var ikke kun det almindelige publikum, der nød den gode karma, der strømmede fra det blandede kor. En stor sort spaniel indtog logrende en plads ved siden af korlederen, hvor den så ud til at befinde sig ganske godt. Måske var The Parsonage mest en gimmick, men man kom til at tænke på om god, gammeldags korsang egentlig ikke fortjener en renæssance.

Englevokal og bar-brøl
Som ved alle andre festivaler var interessen for øl ganske overvældende, og fustagerne blev hurtigt tømte, hvilket resulterede i usandsynligt lange køer. Det ødelagde nu ikke stemningen, men betød, at mange, heriblandt undertegnede, kom til at opleve størstedelen af Emma Pollocks koncert fra de profane omgivelser i en fadølskø. (For når man nu er nået så langt, så …).
Pollock var alene på scenen med sin guitar og en pianist. Med disse enkle midler bød hun på fine melankolske melodier, og tiden som forsangerinde i The Delgados fornægtede sig ikke. Det var en kort, stilfærdig optræden, der dryssede blidt ud over publikum og klædte det sene eftermiddagslys. En plade med de nye sange skulle være lige på trapperne.

Og så blev der ellers skruet op for volumen, da Uncle John and Whitelock gik på scenen, under stor jubel fra publikum. Men her var også tale om lokale drenge, der kunne noget særligt. Ifølge deres egen beskrivelse spiller bandet “delta blues from the River Clyde”. Bevæbnet med buldrende stortromme, kontrabas og klaver blæste bandet nærmest publikum om kuld med deres hårdtpumpede blues/rockabilly. Det glødende centrum var forsanger Jacob Lovatt, der iført kasket, kortærmet skjorte og et ansigtsudtryk som en hustrumishandler fra de amerikanske sydstater, kronede de stenhårde numre med en fortryllende fordrukken vokal, som blandede Jim Morrison, Nick Cave og Ian Curtis.

UJAW er et ualmindeligt fascinerende bekendtskab og kandiderer til en plads blandt de mest interessante navne på den skotske musikscene lige nu. De er tydeligvis overlegne musikere, og en uopslidelig dynamik gennemsyrede deres tre kvarter lange sæt fra start til slut. Efter koncerten forsvandt det psykotiske udtryk i øvrigt fuldstændigt fra forsangerens ansigt, da han smilende hilste på fans og venner og gav børnene flyveture. Som en rigtig rar onkel. Ja, sceneoptræden kan bedrage.

Charme, selvtillid og uglet hår.
Med skovmandsskjorter, udskidte t-shirts og flækkede træsko-smil, der tilsyneladende ikke var til at skure af, gik 1990s på scenen. Disse unge indie-hipsters var dem, jeg havde set mest frem til på festivalen. Og jeg blev ikke skuffet, for mage til festlig, skramlet og ligefrem rock skal der virkelig ledes længe efter. Deres sæt var langtfra tight og glat, men legende og underfundigt. 1990s fik for alvor gang i karrieren, da de varmede op for Franz Ferdinand, og siden fik pladeselskabet Rough Trade fat i dem.

Med 1990s er der virkelig lagt i ovnen til noget stort. I modsætning til UJAW kan de ikke just beskyldes for at være blændende musikere, men hvad de mangler i instrumentfærdighed, opvejes så rigeligt af den spilleglæde, der lyser ud af bandet, og deres talent for at skrive gedigne ørehængere. Efter denne koncert havde jeg kun et lille ønske: Se så for pokker at få udgivet den plade. Ikke mere limited edition blå ep vinyl-pjat. Et helt album, tak.

Aidan Moffat og resten af Arab Strap var i topform

Med næste optræden fra singer/songwriter-ensemblet Herman Düne blev der skruet lidt ned for festen og op for eftertænksomheden. Deres optræden var nærværende og behagelig, men musikken føltes ved første lyt en anelse monoton. De lavmælte sange afslørede imidlertid lidt efter lidt en stor styrke. Dette skyldes også forsanger Andre Herman Dünes karismatiske fremtoning, som kombinerer et næsten victoriansk fuldskæg med en fortællerevne som hos Donovan”.

Messe fra pubben
Og nu vi er ved begrebet karismatisk: Under Dünes sæt, kunne jeg høre en tilfreds brummen lige bag mig. Et smugkig afslørede en stor mand med skæg og anorak, som betaget fulgte koncerten med en række anerkendende nik. Min koncertven hedder Aidan Moffat, og han gik senere på scenen for at afslutte festivalen sammen med Malcolm Middleton, der er den anden halvdel af Arab Strap. Med fire store øl på bordet foran sig kløede Moffat sig i nakken og bekendtgjorde: “I’ve got so many fun stories. I don’t know where to begin”.

Men i gang kom han da og samlede aftenens største publikum. Man kunne mærke, at Arab Strap var på hjemmebane. Deres suveræne sæt blev, trods en enkelt svipser hvor Moffat glemte teksten og måtte starte forfra, leveret med en sitrende intensitet, hvor grumheden i de nøgterne sange fremstod smukt og klart.
Måske var det fordi han var tryg blandt dedikerede fans, måske var han bare fuld, i hvert fald kunne Moffats blotte tilstedeværelse mærkes helt ned i de yderste hjørner af koncertpladsen. Som en prædikant med festivalen som tilhørere messede han sig igennem et fornemt udvalg af sange fra bandets bagkatalog, så publikum blev suget ind i et monotont musikalsk univers, der den aften forekom næsten meditativt.

Den til tider dystre og indadvendte hverdagsmelankoli er livsnerven i Arab Straps sange, men bandet efterlod publikum med den helt specielle opløftende følelse, der kommer af at have overværet noget, som måske ligefrem kan kaldes kunst. Med den følelse i maven forlod vi festivalpladsen. Stille og roligt for ikke at forstyrre naboerne, ligesom Paul havde bedt os om.

Deltag i debat