Interview

Vi er et band!

For hver gang Figurines spiller live herhjemme, minder kvartetten mere og mere om guldrandede rock-ikoner som Creedence Clearwater Revival. “Måske er vi blevet voksne,” siger bandet, der beundrer de bands, der er en velfungerende helhed. Det vil de også gerne selv være.

(19.09.06)Figurines har været beskyldt for mange ting. Og at de lyder som en eksakt klon af især Built to Spill, men også Modest Mouse, har været et gennemgående tema i al omtale af bandet, siden de i 2003 udgav debut-albummet Shake a Mountain.

Men efter udgivelsen af Skeleton sidste år har orkestret bevæget sig længere og længere væk fra indierock-båsen og har plantet sig solidt i det øverste lag af den danske undergrund som et af de bands, der skriver de bedste sange og fungerer bedst som band.

“En meget basal ting er, at vi måske var lidt bange for at lege med effekterne, da vi indspillede Shake a Mountain,” fortæller trommeslager Kristian Volden, da Undertoner møder ham og Figurines’ nyligt udnævte bassist Mads Kjærgaard, der dog har fungeret som back-up guitarist og altmuligmand i et stykke tid.
“Vi ville ikke gemme os bag ved en masse ting, og vi kunne godt lide idéen om, at udtrykket var meget rent og ærligt. Det kan man så også høre, i og med det er den samme lyd hele pladen igennem. Det er der så nogle, der godt kan lide, og andre, der ikke bryder sig om. Vi er i hvert fald trådt lidt væk fra den formel siden hen.”

Farmands-rock
Eventyrlysten er blevet større i Figurines, i takt med at bandet har fået hul igennem til udlandet og især USA, hvor de har turneret heftigt det seneste år. Og at det er fra den anden side af Atlanten, at inspirationen kommer nutildags er svært at skjule for orkestret, der for hver koncert mere og mere ligner et udklip fra et gulnet 60’er-pladecover.

“Jeg ved ikke helt om det er, fordi vi er blevet ældre. Hjelm (forsanger Christian Hjelm, red.) er vokset op med sådan noget som Creedence Clearwater Revival, og det er jeg sådan set også. Dengang kunne man nøjes med en god melodi og man kunne spille tingene, uden at der var blær involveret – det gik ud på at groove som band,” slår Kristian Volden fast. “Det handlede mest af alt om at være en helhed,” tilføjer bassist Mads Kjærgaard.

Og netop det at skulle være en del af en helhed har Mads Kjærgaard lært på den hårde måde. Han mødte Christian Hjelm til en efterfest sidste år og blev inviteret med på turné i Tyskland som erstatning for Malthe Fischer, der skulle bruge tiden på sit eget band Oh No Ono. “Vi øvede to gange, og så var det ellers af sted,” fortæller Mads.
“Ja, 20 koncerter på 21 dage, og så var du ligesom spillet ind i bandet,” tilføjer Kristian Volden, der mener at band-termen skal tages alvorligt. “Det tiltaler os meget, at lyden er én samlet lyd, frem for at der står en guitarist og lirer soloer af, en bassist der spiller slap-bas, og en trommeslager der spiller vildt. Vi kan godt lide, at lyden fungerer som en enhed. Her er vi især inspirerede af Creedence og The Band, som er fantastiske bands.”

Destination: ukendt
Men selv om Figurines først og fremmest er et band, er det stadig forsanger og guitarist Christian Hjelm, der står for alle bandets melodier. På den måde er der ikke sket den store udvikling, siden bandet startede med at øve i Vestbjerg i slutningen af 90’erne.
“Men alle får vel noget at sige?” spørger Mads Kjærgaard, der endnu har til gode at være i studiet med bandet.
“Jo da. Det er ikke noget med, at nogen kommer og siger ’sådan her skal det være’,” siger Kristian Volden om orkestrets arbejdsproces.

Figurines’ næste plade, som bandet håber på at færdigindspille i løbet af efteråret og vinteren, ligger allerede klar i form af rå demobånd indspillet af Christian Hjelm – klar til at komme igennem Figurines’ band-maskine. Men hvordan produktet ender med at blive, vil hverken Kristian Volden eller Mads Kjærgaard spå om. “Men der er i hvert tilfælde en rød tråd igennem materialet i forhold til Skeleton,” forsikrer Kjærgaard.

Deltag i debat