Plader

William Elliott Whitmore: Song of the Blackbird

Det er stadig “back to basics” for William Elliott Whitmore – og heldigvis for dét, for han navigerer stilsikkert rundt i country/blues-land. Alt unødvendigt gejl er barberet væk, og Whitmore nøjes med at gøre det, han er god til.

En banjo vugger. En mand fortæller. En plade er begyndt sin rejse. Turen strækker sig over ni numre, fordelt over en god halv time. Måske ikke verdens længste rejse, men til gengæld er den intens, koncentreret og insisterende.

Undervejs fortæller William Elliott Whitmore historier på en måde, man ikke møder så ofte. Nu til dags er der ikke mange ’storytellers’, som lader ordene gøre arbejdet og ikke så meget musikken. Johnny Cash kunne. Tom Waits kan. Flere kunne sikkert nævnes.
Der er dog ikke tvivl om, at Whitmore er en sjælden race. En mand med trang til at fortælle via en ru og knastet stemme, der virkelig efterlader et mentalt spor.

Whitmore er hverken leflende eller skræmmende. Han er snarere en poet, der ikke lader sig indfange af tidens trend, men holder sig til et minimalt klingende udtryk og lader sin lyrik åbne sig i folks hoveder uden at tage en omvej via svulstige omkvæd eller komplekse arrangementer.

“The Chariot” er med sit næsten lystige hammondorgel det nærmeste, man kommer en svingende rytme på Song of the Blackbird. Men generelt er der ingen grund til at gøre musikken til et stort tema. Der er banjo, en anelse slagtøj og lidt guitar. Få virkemidler, men ganske passende.

Pladen er ekstremt homogen, og Whitmore væver med stærk effekt sin lyrik ind i nogle spartanske arrangementer. “Dry” åbner med linjerne: “Well the song of the blackbird is mighty clear / On a morning such as this / And all those useless pains and fears / Those things that I won’t miss.” Det kræver vist ikke nærmere forklaring.
Tematikken er ofte mørk og ikke videre opløftende, men til gengæld virkelighedsnær. “Lee Country Flood” er fortællingen om en landmand, som får ødelagt sine afgrøder af massiv regn, hvilket sikkert er en hjemstavnsvise for Whitmore, der er vokset op på landet i Iowa.

Whitmore er en hårdfør realist. Han ved, at livet ikke er lutter lagkage, men er også klar over, at man ikke dør af en enkelt kindhest eller to. “Take It on the Chin” beskriver f.eks. alle de sår og slag, man får gennem livet.
Selv om nogle af Whitmores pointer kan virke banale, får han afleveret sine statements med masser af følelse og raffinement.

Man kan karakterisere Song of the Blackbird som en god flaske rødvin. Den har krop og bid. Numrene er intense og vedvarende. En stor nydelse fra første til sidste strofe. William Elliott Whitmore vil næppe sælge stakkevis af plader, men de lyttere, han får, kan ikke undgå at komme til at overveje dét, der er mange overvejelser værd. Livet.

★★★★★☆

Deltag i debat