Plader

Wolfkin: Brand New Pants

Den nyeste dyreart i Crunchy Frog-junglen hedder Wolfkin, og som forventet er der tale om et band med masser af ambitioner og grimasser. Dette ændrer desværre ikke det faktum, at Brand New Pants til tider er en temmelig langtrukken affære.

Oftest florerer en vis spænding og nysgerrighed omkring en debutplade. De fleste ved, at en pladekontrakt som regel ikke er det nemmeste at få fingre i, og det rejser forventninger til den musikalske kvalitet – forhåbninger, som desværre langt fra altid indfries. Wolfkin er dog ikke nødvendigvis et af de bands, der er blevet signet med venstre hånd – til gengæld har rejsen mod stjernerne vist været mere glidende for Wolfkin end for de fleste andre, debuterende bands; med Jesper Reginal, som er medejer af Crunchy Frog, som forhenværende trommeslager og med Lars Vognstrup, der har slået sine folder på Junior Seniors live-turnéer, tyder noget på, at succesen længe har ligget i kortene.

Tilbage til Brand New Pants. Det starter nemlig godt. Første nummer på debuten er “These Are All Illusions” – en titel, som især harpen tydeligt underbygger i det drømmende og svævende mellemspil, mens versene i højere grad frembringer associationer om engelsk, småsyret 60’er-rock. Nummeret har noget dansabelt, ørehængende og sprælsk over sig og virker udmærket som intro-skæring, selv om det desværre senere skal vise sig at være det ene af de kun to højdepunkter på Brand New Pants.

Andet nummer – og andet højdepunkt er “A Vacant Heart”, hvor tempoet er dalet en del. Stemningen er travende, cool og melankolsk, og udtrykket er filmisk og skaber masser af indre prærie-billeder, mens en melodiøs, næsten hårrejsende og høj synth bevæger sig rundt øverst i lydbilledet. Dog er det instrumentale generelt kedeligt produceret – især gælder det trommelyden, der tit er unødvendigt tam.

Herfra går det ned ad bakke. På en lidt lummer måde. I titelnummeret er latex-masken for alvor fundet frem fra den perverse skuffe, og de indebrændte drengerøvsfantasier får frit afløb. Selve det musikalske aspekt er rodet og ensformigt, mens Anal København-lyrikken hverken provokerer eller overrasker, og der serveres ikke meget stof til eftertanke.

Det samme gælder for et nummer som “Adore Toi”, hvor vi denne gang er ude i den mere forelskede og romantiske ende af Wolfkins formåen. Overordnet er nummeret rent instrumentalt et karakterløst og små-forfinet strygermiskmask, og teksten er simpel, fjollet og ikke videre tankevækkende. Storladenheden og dybden mangler, og igen sidder man tilbage med fornemmelsen af at være blevet spist af med en smart bemærkning og en lyserød slikkepind.

Wolfkin strækker sig, ifølge dem selv, over “et univers af mørke, sex, humor, lidenskab, B-film, filosofi, stoffer, kulturkritik, vid, bid, alkohol og den rene og skære kærlighed”. Temaerne er der – og det er potentialet sikkert også. Problemet er, at det står sølle til med deciderede statements og den lyriske kreativitet, hvilket man savner som kompensation for de temmelig ensformige kompositioner, der alle er bygget op omkring stilmæssigt enslydende, elektroniske skabeloner. Gøgl og skævheder er der masser af på Brand New Pants, men der er meget lidt af det, der fæstner sig. Udtrykket er defineret og stilsikkert, men var balancen mellem det distancerende og det nærværende mere harmonisk, havde der været en smule mere at grine og græde ad.

★★½☆☆☆

Deltag i debat