Plader

Yo La Tengo: I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass

Skrevet af Pernille Jensen

Veteranerne i Yo La Tengo flexer de blege muskler på deres 12. regulære plade, og resultatet er varieret, vovet og helt vildt vellykket. Sjældent har man kunnet ryste røven så begejstret til en amerikansk indierockplade.

Efter udgivelsen af opsamlingspladen Prisoners of Love og coverpladen Yo La Tengo Murdering the Classics er Yo La Tengo klar med deres første rigtige album siden den tyste og til tider lidt for fredelige Summer Sun fra 2003 – en plade som slet ikke er dårlig, men som man samtidig ikke ønsker en gentagelse af.

Og det får man heldigvis langtfra. I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass er alt andet end det søvnige soundtrack til en tyk bjørns vinterhi. Det er en plade med masser af krudt i, for Yo La Tengo viser igen, at de har andet og mere end tuttenuttede godnatsange at byde på.

Festen skydes i gang af “Pass the Hatchet, I Think I’m Goodkind”, der er en 10 minutter lang ballademager af et åbningsnummer, som sender tankerne hen på både krautrockere som Neu! og møgbeskidt bluesrock fra de sene 60’ere. Det er en befriende katarsis, som på yderst løjerlig vis følges op af den kække lille popsang “Beanbag Chair”.

Man tænker først, at veterantrioen må have været stive, da de satte pladens numre sammen. For det er jo for pokker det glade vanvid at lægge ud med et 10 minutter langt syretrip efterfulgt af en himmelsk popsang med ABBA-klaver og kåde trompeter. Men af en eller anden grund fungerer det, og der er i det hele taget godbidder i hobetal at komme efter på I am not afraid of you….

Den helt forrygende “I Should’ve Known Better” er en kontant og super-catchy rockmelodi svøbt i en hvirvelvind af orgel-fuzz og Ira Kaplans karakteristiske sovekammervokal. Og “Mr. Tough” er hoftevrikkende indiepop på syre, som får dig til at vælte rundt i rejehop og spille luft-trompet, alt imens du i bedste Christopher Walken-stil råber “more cowbell! I NEED MORE COWBELL!”

Faktisk bliver det bedre endnu. “The Room Got Heavy” er nihilistisk dødsdisco med seje Georgia Hubley på verdensfjern, Nico-agtig vokal tilsat hyperenergiske sambatrommer og James McNew, som giver den gas på en helt fantastisk orgel-solo. Det er noget så anti-indierock som et dansabelt knaldperle-hit, og det går lige i hjertekulen.

Og sådan spiller klaveret på I am not afraid of you…. Fortræffelige popperler som “The Race Is On Again” og “The Weakest Part” går hånd i hånd med små, generte And Then Nothing Turned Itself Inside Out-lignende melodier og udknaldede punksange som “Ronnie” og det benhårde afslutningsnummer, “The Story of Yo La Tango” – og på magisk vis virker det.

I am not afraid of you… er en blæret triumf, der oser af overskud og notorisk forlegen indie-virtuositet. Yo La Tengo lader på ingen måde til at være tyngede af hverken alder eller omverdenens forventninger og er ganske enkelt for seje til at være fortænkte. Fem overvældede og nyforelskede U’er herfra.

★★★★★☆

Deltag i debat