Plader

The Album Leaf: Into the Blue Again

Skrevet af Erik Bendix

Amerikanske The Album Leaf spiller drømmende melankolsk postrock a la Mogwais blødeste øjeblikke. Musikken på deres seneste album er gennemsyret af melankoli, og der er højt til loftet, hvilket umiddelbart lyder forholdsvis tiltalende. Desværre formår musikken aldrig rigtigt at levere varen helt til hoveddøren.

“Dette her lyder bekendt.” Det var min første reaktion, da jeg satte amerikanske The Album Leafs seneste udspil i afspilleren. Into the Blue Again er titlen, og stilmæssigt er der tale om postrock i den bløde ende af skalaen. Enhver, der er bekendt med Mogwais Happy Songs for Happy People, vil uden tvivl kunne nikke genkendende til The Album Leafs stil. Med andre ord: drømmende, melankolsk musik, der passer perfekt til de sene aftentimer.

I centrum for The Album Leaf står Jimmy LaValle, der igen på dette fjerde album spiller stort set alle instrumenter selv. Som det ofte er tilfældet med solopræstationer, er det musikalske resultat blevet ret homogent (hvilket i dette tilfælde desværre er ensbetydende med en anelse kedeligt). Langt de fleste af de 10 skæringer minder i betænkelig grad om hinanden rent stemningsmæssigt, hvilket man måske kunne tilgive på et debutalbum, men det er dette – med LaValles fortid i Tristeza og med de tre tidligere The Album Leaf-plader in mente – langtfra.

Det skal dog med det samme siges, at der er perler at finde på Into the Blue Again. Det Mogwai-klingende åbningsnummer “The Light” fungerer glimrende med dets melankolske crescendo. Nummeret er ganske enkelt hjertesmeltende smukt.
“Always for You” er en god gammeldags kærlighedssang med en lettere naiv tekst, hvilket omkvædet fint eksemplificerer: »And all the things I tried to say / were never easy to explain/ They were always meant for you.« Nummeret er på trods af det lettere svulstige udtryk fremragende og gør sig godt som single.

“Red-Eye” skiller sig ud fra flokken med sin insisterende rytme og er pladens højdepunkt. Udadvendtheden klæder LaValles musik. På resten af albummet er det dog hovedsageligt den melankolske stemning af nat, der er fremtrædende. Derfor nydes Into the Blue Again bedst alene (og helst i vintermånederne), når alle andre er gået i seng. Alt andet vil nemt kunne spolere stemningen.

På trods af glimrende numre er det især frustration, man som lytter efterlades med efter endt gennemlytning af pladen. I det store og hele fungerer samtlige numre ganske glimrende, men hvor ville det være dejligt, om LaValle ville tage flere chancer rent musikalsk. Hele pladen bærer i høj grad præg af, at han for ofte kører på automatpilot. Derfor er der ikke mange overraskelser i forhold til de tidligere The Album Leaf-udgivelser.
Desuden lider de fleste af numrene af en vis sterilitet, der lægger sig som en film over hele udgivelsen. Musikken bliver som oftest en anelse for pæn og tv-reklame-poleret. Om det sterile udtryk var planlagt, er ikke til at sige, men albummet lider i hvert fald under det. Hvis LaValle blot ville lade sine kompositioner bryde ud af deres velkendte form, ville meget være vundet.

LaValle er nødt til snart at udvide sit musikalske udtryk. Fire plader af stort set samme skuffe kan hurtigt blive for meget for selv den mest dedikerede fan. Der er sådan set håb forude, for de gode momenter på Into the Blue Again dukker op, netop når LaValle lader eksperimenterne tage styringen. Dette sker desværre alt for sjældent på dette album, hvilket efterlader lytteren med en fornemmelse af, at det musikalske barn er blevet skyllet ud med badevandet. Alt i alt en ganske frustrerende oplevelse, når man tager LaValles potentiale i betragtning.

★★★½☆☆

Lyt til “Always for You”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/2935.mp3]

Lyt til “Shine”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/2936.mp3]

Deltag i debat