Nyheder

CBGB har lukket og slukket

Det legendariske New York-spillested CBGB har slukket spotlysene for sidste gang.

Det blev punkens grand old lady, Patti Smith, der fik æren af at være sidste kunster på scenen. Hun begyndte selv på CBGB i midten af 70’erne, og rundede forrige lørdag en æra af med en tre timer lang koncert på det nærmest sagnomspundne spillested.

CBGB har eksisteret siden 1973 og blev hurtigt arnestedet for den moderne rock og for dét, der senere blev kaldt punk. Stedet var i en årrække det eneste sted i New York, hvor unge musikenthusiaster kunne få slukket tørsten efter læderjakker og energisk guitardestruktivitet. Her slog dengang ukendte kunstnere som Television, Talking Heads, Blondie og The Ramones deres første folder, inden de senere fik pladekontrakter og blev de stjerner, de er i dag.

Det er en langvarig huslejekonflikt med bygningens ejere, der nu har fået CBGBs 75-årige leder Hilly Kristal til omsider at dreje nøglen om. Det lille spillested med den store plads i moderne rockhistorie i slum-området The Bowery vil nu blive revet ned og erstattet af luksuslejligheder.
Ifølge spillestedets hjemmeside vil klubben blive genåbnet i nær fremtid, men der er dog ikke fastsat hverken et tidspunkt eller en ny adresse.

Deltag i debat