Plader

Lloyd Cole: Anti-Depressant

Et lydbillede af mælk og honning tilsat hverdagshistorier udgør essensen af Lloyd Coles seneste værk, der til fulde lever op til sin titel. Det er en helende og velklingende plade til alle med trang til at bruge en aften i sofaen. Aloe vera på plade.

Find et behageligt sted at opholde dig. Tryk på play, og vent et øjeblik. I samme sekund som laseren rammer skiven, flyder der lutter milde, fløjlsbløde strømme ud af højtaleren: strygerbaserede melodier med masser af letspillet guitar og blide trommer. Behagelige baslinier, lidt klokkespil og andre småeffekter er med til at bryde lydbilledet.

Sådan lyder det, når “The Young Idealists” åbner Anti-Depressant, der markerer, at det er 22 år siden, Lloyd Cole pladedebuterede. I en alder af 45 har han denne gang lavet en fin og optimistisk plade.

Lloyd Cole er en gedigen sangskriver, og han har styr på både melodisiden og teksterne. Det gør trods musikkens blide udformning pladen til andet end blot 40 minutters meditativ afdæmpethed.

Coles tekstunivers handler om hverdagens paradokser, som f.eks. “New York City Sunshine”, hvor Cole beskriver storbyen, der har millionærer og junkier gående skulder ved skulder. Eller “Woman in a Bar”, der strejfer ‘Scarlett Johansson-problematikken’, som Bill Murray oplever i Lost in Translation.

Lloyd Cole er fantastisk til at beskrive de momenter, små detaljer eller det, der for mange mennesker kun virker som dét tidsrum, øjet har brug for til at blinke. Cole tænker over livets kompleksiteter og fører dem ind i tekster, der så igen flettes ind i nogle behagelige melodier. Melodier, der ikke tager nogen chancer, men når Cole som i “How Wrong Can You Be” kan sammensætte sine akkorder så eminent, er han ikke helt i skoven.

Numrene glider ind og ud mellem hinanden. Pladen er som ét langt nummer, der bare flyder som en stille bæk, med sving og små fald, men hele tiden i et adstadigt tempo, der kan lindre en hård arbejdsdag, små skænderier eller andre hårde mentale opgaver.

Albumtitlen er som en tveægget sværdklinge. God til at lindre som antidepressive piller. Men at pillerne overhovedet eksisterer, betyder, at der er en masse depressivt at kæmpe imod.
Anti-Depressant er sælger ikke sig selv via nytænkning eller rabiate tilgange til genren. Det er en umiddelbart harmløs plade, men Lloyd Cole har styr på stilen, og han giver faktisk baghjul til mange andre singer/songwritere. Lloyd Cole har ikke smedet i guld, men Anti-Depressant rummer 11 gode numre, som vil gøre sig godt ovenpå en hård tjans – ude eller hjemme.

★★★★½☆

Deltag i debat