Plader

Colleen: Colleen et les boîtes à musique

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Mens vi venter på Colleens tredje album, kan vi fornøje os med Colleen et les Boîtes à musique. Det er en udgivelse, som samler en række kompositioner, Cécile Schott har skrevet til Music Box – en mekanisk spilledåse fra 1700-tallet. Det er drømmende smukt – og en smule ensformigt.

Franske Colleens musik er feminin, følsom og frem for al ganske fremragende til at skabe indre landskaber til trods for sin åbenbare minimalisme. Det har Colleen med det borgerlige navn Cécile Schott vist på to album – det sample-baserede Everyone Alive Wants Answers fra 2003 og efterfølgeren The Golden Morning Breaks fra 2005, der var en form for kompositorisk debut for Colleen med brug af strygere og andre klassiske instrumenter.

Mens vi venter på Cécile Schotts tredje rigtige album, kan vi fornøje os med en række optagelser, hun lavede i forbindelse med et fransk kulturprojekt tidligere på året. Colleen et les boîtes à musique betyder slet og ret Colleen og musik-æskerne – de såkaldte Music Boxes, som blev opfundet af en schweizisk urmager i 1796.
Og det er hele konceptet bag pladen – alle numre er udelukkende fremført på disse små, mekaniske spilledåser, hvor en metaltromle med knopper definerer, hvilken musik der kommer ud, når man drejer på håndtaget.

At lytte til Colleen et les boîtes à musique bliver meget hurtig en transcenderende oplevelse. Lydene drypper overalt på albummet som i en alfedrøm, der i begyndelsen af albummet trækkes op som en spilledåse.
Det er simpelt og naivt, og til tider skaber Schott ganske smukke momenter. Der er kun få, små lydflader, fordi instrumentet ikke som sådan kan lave andet en klikkende klange. Det er sart og ganske hyggeligt.

Men cirka halvvejs inde i albummet trænger man virkelig til at høre andre instrumenter blande sig i lydbilledet. De enkelte numre fungerer fint som enkeltstående numre, men fordi instrumenteringen er homogen, er der ikke modspil til de sarte, klingende kompositioner.

“Will You Gamelan for Me” og “The Sad Panther” er for eksempel to numre, der står i flot kontrast. “Will You Gamelan for Me” har en langsom, afrikansk stammeaura over sig, mens “The Sad Panther” er bredt, sørgeligt malende, fordi Schott kører tonerne baglæns. De to numre alene er fantastiske sammen, men begravet i albummet mister de deres magi.

Man imponeres dog over de mange smukke, drømmende momenter på Colleen et les boîtes à musique. Ud over de to førnævnte numre bør “Please Gamelan Again” fremhæves for sin vuggevise-simplicitet og “Calypso in a Box”, der lyder næsten elektronisk – og caribisk selvfølgelig.

Ligeledes må man respektere den konsekvente brug af bare ét instrument. Men det er tydeligt, at musikken ikke som udgangspunkt har været tænkt som et album. Variationen over de knap 40 minutter er ikke stor nok, og der mangler forskydninger og overraskelser for at holde lytterens fokus. Derfor burde Colleen et les boîtes à musique have været en kortere ep, for nu fungerer albummet blot som en træden vande, indtil Colleens tredje album udkommer.

★★★☆☆☆

colleen et les boites a musique by colleen (the leaf label)

Deltag i debat