Plader

Doí: Sing the Boy Electric

Sigur Rós er tydelige idoler hos danske Doí, der debuterer med Sing the Boy Electric. Lydbilledet er fyldt med et væld af instrumenter, der er højt til loftet, og stemningen er god. Doí kender deres virkemidler godt, men skiller sig ikke synderligt ud inden for postrock-genren.

Da jeg sad i flyet, var Doís Sing the Boy Electric et umiddelbart glimrende lydspor. Hjulene havde sluppet startbanen, og flyet havde stukket snuden til himmels. Således blev musikken akkompagneret af filmklip, der udspillede sig lige uden for flyets små vinduer. Højt hævet over det candyfloss-agtige skylag og senere med udsigt til snebeklædte bjergtoppe havde jeg ikke behov for at høre andet end Sing the Boy Electric.

Man skulle tro, at jeg fløj over islandske vulkaner, for undervejs hørte jeg i Doís musik tydelige ekkoer fra de sfæriske postrockere i Sigur Rós – et af de sidste bands, der har formået at sætte en personlig afmærkning på genren. Langt størstedelen af den postrock, der er fulgt efter, har nemlig blot været blege gentagelser af noget tidligere revolutionerende. Derfor måtte jeg – da med fødderne atter var sikkert tilbage på jorden – erkende, at de små øjeblikke af ømfindtlig magi på Sing the Boy Electric ikke helt lod sig gentage med jordforbindelsen intakt.

Mindre går også an. For Doí er en af de mere interessante danske pendanter til Sigur Rós, som jeg har hørt. De kender virkemidlerne til fulde; de ved, hvornår der skal skrues op, og de formår at skabe interessante stemningsbilleder. Det blev først demonstreret på den selvudgivne ep In the Unlikely Event of Loss in Cabin Pressure (se, dét er da en titel, der kan male indre billeder) fra 2005, og der kæles yderligere for finesserne på Sing the Boy Electric.

For Doí lyder af mere end blot et guitarband. Det store lydbillede præges af et større arsenal af instrumenter – måske en arbejdsmetode, der får bandet til at komme til kort, når musikken skal leveres live, men på plade fungerer det. Guitarerne danner grundkernen, og de kommer også frem og hilser på, når der trædes på distortion-pedalerne, og de brusende støjflader får lov at skurre lidt. Forventeligt, ja.

Doí maler naturbilleder med titler som “The Sea,” “Beneath the Breeze,” “Where Rivers Turn” og “Ponds”. De to førstnævnte står blandt det stærkeste materiale på Sing the Boy Electric, der dog har en udpræget homogenitet som sin primære force. Man fornemmer virkelig, at her er tale om et album og ikke bare en tilfældig hob af sange klasket sammen. Alle bæres frem af fine dynamiske forløb og drømmende stemninger og tager fint over efter hinanden.

Et sted inde i lydbilledet kan man høre sanger Martin Dirkovs forsigtige intonationer. Hans vokal er svøbt ind i rumklang og øvrige effekter og gør generelt ikke det store væsen af sig, men som ligeværdigt instrument ved siden af de øvrige fungerer vokalen alligevel udmærket – også selv om man ikke har en jordisk chance for at høre, hvad han synger. Det er absolut klædeligt, at Doí træder ud af postrockens hyppige dogme med at være instrumental.

Det kan godt være, at Doí ikke flytter bjerge – eller islandske vulkaner – og det kan godt være, at man nok ville foretrække nok så mange øvrige postrock-plader frem for denne. Men faktum er, at Doí har lavet en plade, der er ganske vellydende – også selv om den måske ikke er så vedkommende. Og så er den en helt fin ledsager på en flyvetur.

★★★½☆☆

Deltag i debat