Plader

Ecstatic Sunshine: Freckle Wars

Skrevet af Filip Granlie

Ecstatic Sunshines debut, Freckle Wars, er enerverende “Dueling Banjos”-indie for to guitarer, men den er tilpas kuriøs og morsom i den lydligt overmættede halve time, pladen varer. Den bemærkelsesværdige vits er en asiatisk symbiose mellem blandt andre Paganini og Pete Townshend.

Freckle Wars‘ første komposition, “Ramontana”, lægger moderat ud med en lys, imødekommende akkordrække, som finder ro i en bredere akkord. Det kunne være hvem som helst fra Spain til Futureheads, men allerede før sekundviseren har drejet en tredjedel af en omgang, springer Ecstatic Sunshine ud af skabet. Herefter følger nemlig 30 minutters hysterisk opskruet børnehaveaktivitet. Kun få steder, hvor der slækkes på tempoet og massiviteten, kan den hårdt prøvede pædagog få et tiltrængt helle.

Instrumenterne er utvivlsomt elguitarer, og de klarer sig fint igennem med en mestendels ren lyd og uden nævneværdig brug af effekter. Hele arbejdet ligger altså i selve guitarspillet, og det er ikke så lidt, de to aktører, Dustin Wong og Matt Papich, slipper af sted med.

En god del af deres inspiration synes at komme fra klassisk musik. Det er gennemkomponerede, terrassedynamiske og fugalignende instrumentalstykker. Flere af kompositionerne minder en hel del om Paganinis violincapriccioer, der er kendetegnet ved en voldsom fart, men også ved at være fremført med en åndløs virtuositet. Freckle Wars render højere og hurtigere, end Lucky Lukes spaceshuttle kan tune sig op til, men heldigvis fremgår det, at Ecstatic Sunshine flyver på en lykkeligt grumset, lidt mere åndrig discountolie.

“Ramontanas” almene begyndelse bliver efterfulgt af en kort Graham Coxon-afbrydelse, og derefter tager Chet Atkins over i en tiltagende pingpong-duel, som gradvist afløses af en hurtigere akkordgang i Pete Townshend-stil. Ecstatic Sunshines udtryk er en hjemmevant og overbevisende guitareklekticisme, der fortsætter igennem hele pladen. Alverdens guitarister genkendes her og der, men det er særegent udført, så man aldrig er i tvivl om, at det her er new kids on the block.

“Golden Rule” er en af pladens mest spændende kompositioner og et dramatisk højdepunkt. Den lægger som flere af de øvrige kompositioner ud som en godnatsang, men skipper hurtigt videre til den kendetegnende travlhed og kommer i øvrigt vidt omkring undervejs. Der er lidt middelalderringridning, et harmonisk drikkelag blandt mus og andre scenarier, og den rummer både et funky c-stykke, der vil gøre John Frusciante forlegen, og et afsluttende Lightning Bolt-virvar, som bliver musenes endeligt.

Den generelle tonalitet savner variation, men indimellem kan man høre en klart defineret skygge af et haikudigt, som falder naturligt sammen med traditionen fra vestlig musik. Ecstatic Sunshine har base i Baltimore, men Dustin Wong er etnisk japaner, og han har medbragt en asiatisk tonalitet, der især er tydelig i et intermezzo i “Beetle”: Efter et guitarfrembragt gong inviteres lytteren inden for i et tempel og bliver dér trakteret med fjernøstlige toners zen og mystik. I “Beetle” føjer også et kort, morsomt fløjt sig til guitarerne, og jeg var et øjeblik overbevist om, at ‘freckle’ var det samme ord som ‘fraggle’.

Freckle Wars er egentlig en fin, hovedsageligt velfungerende og i hvert fald opfindsom plade, men den ville være væsentligt mere holdbar uden pauseangst og med en mere varieret lyd. Ecstatic Sunshine er kompromisløse og kreative. Hist og her er der en passage, som ligefrem nærmer sig det smukke eller giver en interessant krampe i det hærdede øre, men når pladen rinder ud, er den tilbageblivende fornemmelse et håbløst fravær af dybde; Freckle Wars slipper kun momentant fra at være andet end en overfladisk kuriositet.

★★½☆☆☆

Deltag i debat