Interview

Matmos – en temafest, ikke en kompliceret gåde

Duoen Matmos har gennem et årti skabt særprægede electronicaplader ud fra overordnede temaer som medicinsk teknologi og homoseksuelle helte. Men hvad skal alle koncepterne egentlig til for? Og hvad vil Matmos fortælle med dem? “Vores musik er ikke nogen gåde med en løsning,” siger duoen.

De to mænd fra San Francisco ligner hinandens modpoler i så markant en grad, at det får dem til at fremstå lettere manierede på en bedårende måde. Den yngste bærer en tynd, kort strikketrøje i samme farver som en sandkage med rødbedepletter, og hans gennemsigtige urrem af plastic har en næsten usynlig lyserød tone. Hans mørke pandehår stritter lidt opad på en pjusket måde.
Lige så henkastet hans fremtoning er, lige så kontrolleret er hans lidt ældre sidemand. Hvid skjorte, tyndt kulsort slips og helt kort hår. Han sidder ret op og ned, og selv da han skænker cola til sig selv, er han rank i ryggen.

Ud over at udgøre electronica-duoen Matmos er de to mænd også kærester. Og måske har de givet deres roller som ‘den sløsede’ og ‘kontrol-freaken’ 10 procent mere end vanligt. Om lidt skal de nemlig medvirke i en tv-udsendelse om homoseksuelle musikere, og Drew Daniel peger på den glimtende applikation på strikketrøjen. “Jeg fandt min mest bøssede trøje i dagens anledning,” fniser han og simulerer et blowjob med overdrevne bevægelser og rullende øjne.

Hans begejstring virker anderledes helhjertet, da samtalen kommer ind på duoens måde at arbejde på. Han afbryder i hvert fald ihærdigt, da Martin C. Schmidt i en tvetydig tone forklarer, hvor meget han elsker, at folk tror, at alle Matmos-plader er konceptplader, bare fordi nogle af dem har været det.
“Jeg er vild med konceptplader,” siger Drew Daniel et par gange for at få ørenlyd. “Jeg tror, jeg er glad for koncepter af samme grund, som jeg er glad for temafester. Inden en almindelig fest kan man godt gå og være nervøs – for tænk nu, hvis det ikke bliver sjovt, eller hvis der ikke kommer nogen, man kender. Men hvis jeg skal til en Hawaii-fest, ved jeg på forhånd, at jeg skal have hawaiiskjorte på, og at der er Mai Tai-drinks. Det giver mere fokus, og der er ikke den der nervøsitet for, hvordan det hele ender.”

Voilà  – en konceptplade
Matmos er formentlig mest kendt for at have været med Björk på hendes verdensturné efter Vespertine. Som selvstændig duo gjorde de sig for første gang bemærket for alvor med 2001-pladen A Chance to Cut Is a Chance to Cure, der hentede så godt som alle sine lyde i den medicinske og plastickirurgiske verden og på den måde inddrog skvulpende fedt og brummende laserapparater i musikken.
Med andre ord var det et klokkeklart konceptalbum – ligesom The Rose Has Teeth in the Mouth of a Beast, der udkom i år og tegner lydportrætter af 10 homoseksuelle ikoner ved at gribe fat i lyde fra de portrætteredes liv. Eksempelvis består hyldesten til forfatteren William S. Burroughs af ragtime-klaver, fordi han var fra St. Louis; lyden af en trykkemaskine, fordi Burroughs i en periode selv arbejdede på et trykkeri; et pistolskud, fordi han var besat af skydevåben; og en lang, udsyret slutpassage med Marokko-inspirationer, fordi Burroughs rejste til Tanger for at slå sig løs.

Mellem A Chance to Cut… og 2006-albummet udkom den folkemusik-inspirerede The Civil War, som anmelderflokken udlagde som et konceptalbum om alt fra den amerikanske borgerkrig til en krig i Schmidt og Daniels privatliv.
Men det var nu ikke tanken, at den plade skulle ses sådan, forklarer Martin C. Schmidt.
“Vi valgte bare ni numre, der passede sammen. Så kaldte vi pladen The Civil War – og voilà ,” siger han, idet han overdriver sin krukkede udtale, “så mente alle folk, at det var en konceptplade.”
Daniel uddyber parrets forskellige præferencer: “Vi skiftes til at være ansvarlige for pladerne. The Civil War var Martin i front for, mens jeg mere har stået for A Chance to Cut… og den nye.”

Brandsår og marihuana
Duoen plantede de første frø til idéen om at lave en portrætplade, da de i november 2003 var gæstekunstnere på The Yerba Buena Center for the Arts i hjembyen San Francisco.
“Jeg ville gerne tage det bogstaveligt, at vi var gæstekunstnere på museet, så jeg mente, at vi skulle være konstant til rådighed for de besøgende – altså til rådighed på en vildt påtrængende måde,” fortæller Drew Daniel.
Det gjorde parret til virkelighed ved hver hver morgen at bede en af de første gæster om at fortælle sin livshistorie. Herefter gav duoen sig selv fem timer til at lave en sang om gæsten. “Det var første gang, vi prøvede at lave portrætter. Folk fortalte os om nogle virkelig ubehagelige ting fra deres liv, men også om vidunderlige forandringer, og pludselig skulle vi skabe deres ord om til musik – endda lige for øjnene af dem,” beretter Drew Daniel.

Arbejdet med selve The Rose Has Teeth in the Mouth of a Beast startede på Hawaii. Drew Daniel brugte sin ferie på at læse en bog om underlige happenings i 60’erne. “Der var f.eks. en dame, der satte sig for at ryge så meget marihuana, hun overhovedet kunne på en måned. Der var folk, der kun stod på hovedet – og andre folk, der gik og hældte benzin ud på en mark. Alle disse sære ting var så Matmos-agtige, at jeg syntes, vi var nødt til at prøve noget lignende.”
Og med ét havde han nærmest ubevidst noteret titlen “Germs Burn for Darby Crash”. Idéen bag titlen var at portrættere Darby Crash fra punkbandet The Germs med et nummer bygget på lyden af det såkaldte ‘Germs burn’. Det er en brændemærkning på håndledet udført med en ulmende cigaret af et af medlemmerne af The Germs – en smertefuld gestus, bandets fans yndede at yde.

Schmidt og Daniel lavede en liste over, hvem de gerne ville portrættere, og dermed faldt pladens tema, homoseksuelle helte, på plads. Med Drew Daniels vision om, hvordan Darby Crash-hyldesten skulle gribes an, var arbejdsmetoden også klar.
“Det handlede om at reducere elementerne i personernes liv så meget som overhovedet muligt – således at vi f.eks. kunne lave et portræt ud fra ét enkelt skrig af smerte,” forklarer han.

“Vi lavede massevis af dårlig musik om Ludwig Wittgenstein”
Så kæresteparret lånte en masse biografier om den rabiate feminist Valerie Solanas, William S. Burroughs og de andre personer, hvis liv de gerne ville skildre.
“Vi skulle finde de øjeblikke i deres liv, der ville kunne føre til en fed lyd, som kunne fremkalde stærke billeder i lytternes hoveder,” forklarer Drew Daniel og pointerer, at der ikke ville være så meget ved at fortælle historier, som folk godt kendte.
“Vi ville f.eks. ikke bruge et pistolskud i nummeret om Solanas, for der er allerede rigeligt med opmærksomhed om, at hun skød Andy Warhol. Så vi fokuserede på hendes sprog og hendes idéer ved at få dem læst højt. Men jeg gik også ud og købte sølvlamé, fordi hun elskede at bære kjoler af det stof, da hun var prostitueret – og vi optog så lyden af, at jeg aer stoffet og flår det itu. Den type forsøg på at finde den helt rigtige lydpalet laver vi rigtig mange af. Og når vi så har gjort det, er vi på et tidspunkt nødt til at spørge os selv, om andre mennesker virkelig vil gide at høre det, vi har lavet, mere end én gang.”

“Lige netop dét er forskellen på os og rigtige konceptkunstnere,” påpeger Martin C. Schmidt, “for en rigtig konceptkunstner følger sin idé, uanset hvad der kommer ud af projektet. Vi piller ved konceptets rammer, indtil der kommer god musik ud af det.”
Den tilgang til arbejdet betyder, at Matmos i deres arkiv har materiale nok til en lang plade med Ludwig Wittgensteins liv som eneste tema. Drew Daniel opfandt blandt andet et snørklet system, hvor tallene i indholdsfortegnelsen i Wittgensteins hovedværk Tractatus Logico-Philosophicus blev “oversat” til toner og klangfarver. Arbejdet tog adskillige dage, men førte ingen vegne.
Som Schmidt siger det: “Det var dårligt. Det var ren konceptkunst,” vrænger han, mens Drew Daniel kalder forsøget prætentiøst.

Er kærlighedssange ikke også prætentiøse?
Og netop ‘prætentiøst’ er en betegnelse, mange har sat på Matmos’ musik og attituder. Og Drew Daniel vil godt købe en lille smule af kritikken. “Det er til hver en tid prætentiøst at tro, at noget som helst andet menneske har behov for bare én plade mere. Men er det specielt prætentiøst at lave en sang om Wittgenstein? Det kommer vel an på sangen. Du kan lave ubegribeligt prætentiøse sange om simple ting – og meget simple numre om komplicerede ting,” siger han og fortsætter uden at tøve: “Vi vedlægger ikke et langt teoretiske essay om, hvordan folk skal lytte til vores musik. Vi fortæller ikke folk, at de er sande marxister, hvis de opfatter en bestemt lyd sådan eller sådan. Se, dét ville have været prætentiøst, for i så fald ville vi få kunsten til at gøre noget, den ikke kunne på egen hånd.”

Og så ender vi, hvor vi startede, nemlig ved koncepterne. Lytterne må ikke gå og tro, at duoens (eller i al fald Daniels) konceptbegejstring betyder, at bestemte måder at lytte på er mere rigtige end andre.
“Der er ikke et rigtigt og et forkert svar på de ting, vi bringer op. Det er snarere sådan, at navnet William S. Burroughs eller temaet ‘medicinsk teknologi’ rummer en masse associationer og åbner for en masse billeder. Vores musik under navnet Matmos er ikke en gåde, som lytteren skal løse på en bestemt måde for at finde en eller anden stor sandhed.”
“Det er bare musik,” siger Schmidt med et stift skuldertræk.
“Nja,” undviger Daniel, “måske er det musik og andre informationer. Men der er ikke nogen rigtig måde at lytte på.”

Deltag i debat