Plader

Maximilian Hecker: I’ll Be a Virgin, I’ll Be a Mountain

Skrevet af Mikkel Mortensen

Der er mindre end lidt at komme efter på det fjerde fuldlængdealbum fra den følsomme tyske singer/songwriter. Tænk James Blunt med dårligere tekster, lavere budget og uden en hitsingle.

Selvfølgelig skal man ikke skue hunden på hårene og alt det der. Men når det gælder tyske Maximilian Heckers nye album, er der faktisk ikke noget galt i det. Kig på albummets titel. Hvis du kan læse den uden at fnise eller tænke noget i retning af “Nej, nej, nej, hold nu op!” – ja, så er dette album måske noget for dig. Hvis du smågriner bare en lille smule, så er du slet ikke interesseret i dette album.

I’ll Be a Virgin, I’ll Be a Mountain kræver nemlig, at man kan se stort på nogle ting. Blandt andet at Hecker skriver usandsynligt naive sange med titler som førnævnte, og at han synger disse sange med så meget følsom inderlighed, at man stærkt begynder at tvivle på hans germanske aner.

Man kan beskylde Hecker for meget (og det skal jeg nok gøre om lidt), men han underspiller bestemt ikke. Albummets titel er første hint om, hvordan albummet er, og det andet ligger i åbningssangen, “Snow White”, der indledes med ordene: »You dreamt I was your lover / You dreamt of all our children / Playing in the snow.« Hecker mener utvivlsomt disse ord seriøst, men for enhver med bare et rudimentært kendskab til det engelske sprog er det svært høre sådanne linjer uden at trække bare en smule på smilebåndet – især når de leveres med overdrevent følsom stemmeføring og akkompagneres af en akustisk guitar så fersk, at arrangementet nærmest skriger på lidt krydderi.

Albummets klare – og eneste – højdepunkt er titelnummeret. Her rammer Hecker den tidløse tone, han vist hele tiden har været ude efter. Melodien er tilstrækkeligt stærk og mangler heldigvis den sentimentalitet, der præger de fleste af hans andre sange. Præcis som resten af albummet er sangen spartansk produceret, men denne gang understreger den akustiske guitar, klaveret, de statelige trommer og det simple klokkespil blot den elegante melodi. Desværre er det eneste gang på albummet, hvor Hecker virkelig når det niveau, han burde befinde sig på hele tiden.

Ellers befinder Hecker sig stædigt i balladeterritorium, hvor han enten akkompagneret af akustisk guitar eller klaver spiller sig igennem ulideligt anonyme sange, der forlader hjernebarken, så snart de sidste toner er forduftet. Det hjælper naturligvis ikke, at producer Guy Sternberg tilsyneladende har så stor tiltro til Heckers sange, at han konsekvent nægter at pakke dem ind i interessante arrangementer og i stedet lader dem stå helt nøgne, hvilket de på ingen måde er stærke nok til.

Albummets største musikalske eksperiment er, at Hecker forsøger sig med en dybere stemmeføring på enkelte sange. Dette eksperiment kan dog ikke ændre på det faktum, at de pågældende sange er mindst lige så uinteressante som resten af albummet og dermed ikke hjælper med at holde monotonien på afstand.

Maximilian Hecker er tilsyneladende i stand til at skrive gode sange; det er titelnummeret et bevis på. Det er blot ærgerligt, at han har valgt at sætte sit sangskrivertalent på standby på resten af albummet. Forhåbentlig lader han sit talent få frit løb på sit næste album, der gerne må indeholde minimum et par sange i et lidt hurtigere tempo, og måske nogle lidt mere idérige arrangementer. I’ll Be a Virgin, I’ll Be a Mountain bør bare undviges.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat