Plader

Ike Yard: 1980-82 Collected

Skrevet af Søren Jakobsen

Det samlede materiale fra det eksperimenterende amerikanske Factory Records- band Ike Yard er nu blevet genudgivet på en enkelt plade med et virkelig unikt lydbillede. Men desværre også et enerverende og ikke særligt langtidsholdbart et af slagsen.

“We’re not computers, Sebastian, we’re physical.” Rutger Hauers replikant i kultfilmen Blade Runner fra 1982 opsummerer kort sin egen selvopfattelse med denne, ja, replik. Den selv samme distancering fra det syntetiske lå til grund for først punken og siden postpunkens fremkomst med fokus på omvæltning og rå realitet.

Amerikanske Ike Yard opstod i forlængelse af krautrockens funkede eksperimenter og postpunkbands som Joy Division og PiL. Deres samlede produktion fra to album og uudgivent materiale er nu blevet genudgivet i samlet format på 1980-82 Collected. Det er en på mange måder ulidelig, men samtidig nødvendig samling af numre, der her præsenteres for en ny generation. Og det er ofte svært at sige, hvor computeren holder op og det fysiske begynder.

Det er tydeligt, at newyorkerne valgte at lægge stor vægt på atmosfæren i deres numre, og det er da også deres proces med at indramme musikken i atonal støj og jordskælvende rytmer, der for alvor er et højdepunkt for en moderne lytter. For kun få af numrene kan betegnes som egentlige ’sange’, selv om der er tekstmæssigt indhold. Og når der endelig er en vokal, er den som regel blevet efterbehandlet igennem en computer eller anden filtrering, og fremstår derfor som reelt uforståelig og dermed blot en del af instrumenteringen. Af banen, Thom Yorke.

Et nummer som “Cherish” eksploderer derimod i en voldelig start, hvor trommer, der kunne være flået direkte ud af Joy Divisions Closer, går i symbiose med brutale og uforudsigelige guitarangreb a la Glenn Branca. Men guitaren er slet ikke det mest fremtrædende element i bandets kompositioner og er tilmed helt fraværende på flere numre.

Ike Yards brug af synth-droner, trommemaskiner og asymmetriske basgange gør musikken underligt kønsløs og trækker faktisk flere veksler på det ligeledes NY-baserede Suicide. Netop derfor ender Ike Yards numre ofte med at lyde som en stenalder-udgave af senere tiders click’n’cut-musik. For til forskel fra Suicides horror-punk pakker produktionen her følelserne ind i tommetykke lag af metal og elektriske hegn frem for at trække dem frem i lyset.

En undtagelse er den manisk pumpende “Loss”, der rent faktisk lyder som en bizart dansabel goth-version af den samtidige glitch i 80’er-popmusikken. Tænk Human League på dødstrip. Titlen kan også nemt være en reference til netop Joy Divisions “No Love Lost”, som den til tider læner sig kraftigt op af.

Som helhed lider pladen under at være alt for lang. Meget af materialet lyder som noget, der ikke helt har undsluppet skitsestadiet. Derudover er 1980-82 Collected en anstrengende sag at lytte igennem fra start til slut. Det skizofrene og hypersammensatte lydbillede fordrer simpelthen så meget opmærksomhed, at det bliver svært at undslippe trætheden og migrænen.

Det er dog i høj grad en på mange måder interessant plade, der falder logisk ind i rækkefølgen af bands fra slut-70’ernes punk-avantgarde og op til nutidens elektroniske solokunstnere som Aphex Twin. På den måde vil man til enhver tid kunne finde en musikhistorisk værdi i Ike Yard. Og det er vitterligt en imponerende produktionsmæssig præstation, der gennemsyrer hele pladen og tilfører rækken af numre noget helstøbt brutalt og – desværre – meget tidstypisk.
Det er grumt, og det er meget konsekvent, men specielt kønt er det sgu ikke.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat