Plader

The Isles: Perfumed Lands

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Newyorker-gruppen The Isles debuterer med et album, der lyder lidt for meget af, at gruppens medlemmer har brugt for meget tid på at lytte til deres gamle Smiths-plader og for lidt på at skrive nogle rigtigt gode sange.

Kun ganske få sekunder inde i debutalbummet fra amerikanske The Isles kunne man sagtens bilde mig ind, at gruppen i stedet for New York kom fra det “gamle” York. The Isles’ debutalbum har en umiskendelig britisk lyd og kunne lige så godt være udsendt i 80’erne på et af de utallige engelske indielabels fra dengang. Musikken er på mange måder tidløs, men grundlæggende har den alligevel en karakteristisk 80’er-lyd – vel at mærke ikke den lyd, der kendetegner de fleste opsamlinger med popsange fra pastelfarvernes årti. Der er derimod tale om den melodiske guitarlyd, der blev defineret af bands på pladeselskaber som Sarah Records og Rough Trade.

Netop Rough Trade var hjemsted for The Smiths, der må være The Isles’ helt store forbilleder. Faktisk lader Morrissey og co. til at nyde så stor idolstatus hos de unge newyorkere, at gruppen næsten har reduceret musikken til at være rent The Smiths-jam, hvor de bare har skrevet nye sange. Det behøver der for så vidt ikke være noget i vejen med. Musikhistorien har budt på masser af eksempler, hvor et band i større eller mindre grad har lænet sig direkte op ad forbillederne og alligevel har formået at være vedkommende. Men for at det kan lykkes, kræves nogle vedkommende sange, og her har The Isles store problemer, for ingen af de 10 sange hæver sig væsentligt over det ordinære. Ud over den meget tætte binding til forbillederne er de manglende gode sange et særligt stort problem i en genre, der i den grad er melodibetonet.

I modsætning til så mange andre bands, der i tidens løb i større eller mindre grad har imiteret The Smiths eller Morrissey kan The Isles til gengæld bryste sig af, at Smiths-lyden kun er særlig hørbar i selve musikken, mens vokalen ikke har meget Morrissey over sig. Derimod kommer jeg mange gange til at tænke på Gangways Allan Jensen, som The Isles’ sanger, Andrew Geller, formentlig næppe har hørt om. På den måde ligger Perfumed Lands ikke langt fra eksempelvis Gangways debutalbum, The Twist.

I flere numre er bassen fremhævet og på den måde mindst lige så toneangivende som guitaren. Det giver The Isles et vist særpræg, men produktionen kommer her til kort, for musikken lyder alt for ofte for stiv og tør – og den fremhævede bas får slet ikke den effekt, den kunne have haft i en ordentlig produktion. Hvis lyden havde været mere dynamisk, havde det været meget mere effektfuldt. I “Summer Loonz” har The Isles endda lavet en bassolo – og så er det jo nærliggende igen at tænke på The Smiths og “Barbarism Begins at Home”.

Et andet karakteristika ved The Isles er, at gruppen i mange numre foretager nogle bratte rytme- og temposkift, og de fungerer heller ikke helt. Franz Ferdinand har med blandt andet “Take Me Out” vist, hvordan et forrygende popnummer bliver endnu bedre med et uforudsigeligt skift undervejs. Isles forsøger sig med noget lignende, men mangler det sidste moment, for at det ikke kommer til at virke stift og forceret. Et godt eksempel er “Eve of the Battle”, hvor skiftet mellem vers og omkvæd nærmest kommer abrupt pludseligt og uden den store sammenhæng, og det samme sker igen i forbindelse med b-stykket. Det lyder lidt, som om at vidt forskellige ideer absolut skulle presses ind i samme nummer.

The Isles har en masse elementer, der på papiret burde få mig til at finde deres musik interessant. Men The Isles’ musik fungerer alligevel ikke rigtigt. Der er meget langt mellem de fængende melodier, og fordi sammenspillet og produktionen ikke giver det fornødne flow i musikken. Perfumed Lands er hverken særligt spændende eller musikalsk sprudlende, og pladen befinder sig samtidig i et musikalsk landskab, hvor der er mange andre og væsentligt bedre grupper at kaste sig over.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat