Plader

Bert Jansch: The Black Swan

Skrevet af Kristian Holgersen

Sangene på Bert Janschs nye plade knirker af efterår, men falmer ikke lige med det samme. De bliver tværtimod hængende som fine folksange tilsat god akustisk spade og celebre gæster.

Bert Jansch er en ægte folkmusikalsk dinosaur. Siden sin debut i 1965 har han formået at skabe en lille kult omkring sit navn – en kult med celebre fans. Guitarheltene Johnny Marr og Jimmy Page har udtrykt fascination af den mere ukendte kollega. Også den musikalsk beslægtede Neil Young har været ude med rosende gloser om især Janschs fornemme egenskaber som guitarstyrmand.

“Og hvad så?” fristes man til at udbryde. De fleste rosende ord har sine udspring i de første plader, som udkom allerede før den første månelanding. Kan Bert Jansch i en alder af 62 stadig støbe et hæderligt album sammen? Svaret er ja.

The Black Swan, den 25. soloplade fra Jansch, er en afdæmpet folkplade med guitaren som sit naturlige omdrejningspunkt. Skotten er stadig en af de skrappeste på det seksstrengede instrument, og det er en af pladens største forcer. Her er ikke tale om lir, men om velovervejet spil, der ikke ligger langt fra noget, John Fahey kunne have på samvittigheden.

Åbningsnummeret er måske det bedste øjeblik på pladen. Bert Jansch svinger sit store guitarkørekort elegant rundt i manegen med den kradsende og svævende cello fra Espers-medlemmet Helena Espvall som kompagnon. Netop den instrumentering virker yderst afbalanceret, og den bliver rigtig godt bakket op af Janschs vokal, som ikke har mistet styrke og særkende gennem årene.

Alligevel får han assistance af Beth Orton i sangen “When the Sun Comes Up”, der udmærker sig som et frisk pust med fremadrettede trommer og lidt vildere akustiske guitarer. Pladens mest prominente gæst afslører sig selv på fjerde skæring. Hans løse vibratostemme kan høres til sidst i hver strofe. Og ja, det er Devendra Banhart. Sangen bliver sunget i kor, endnu en gang med Beth Orton i front. En fin idé at lade vokalen variere.

Et andet lille stjerneskud på pladen er produceren Noah Georgeson. Det virker, som om Bert Jansch har her fundet sig en god sparringspartner, hvad angår lyden. Georgeson kommer da heller ikke ud af ingenting. Igennem årene har han arbejdet med flere folkmusikere fra den nye generation, og blandt andet producerede han Joanna Newsoms debutplade, The Milk-Eyed Mender. Selv om lydbillederne på The Black Swan er simple, virker de aldrig fattige eller mangelfulde, og guitaren bliver fint akkompagneret af diverse andre strenginstrumenter og diskrete trommer hist og her.

Generelt formår Bert Jansch at holde sine sange på et solidt niveau, hvis man ser bort fra “Texas Cowboy Blues”, hvor han prøver kræfter med en lidt hurtig bluessang. Den sygner hurtigt hen til at lyde som en dvask udgave af Bob Dylan. Samme ligegyldighed har instrumentalnummeret, “Magdalina’s Dance”, som byder på banjo og fløjter i en simpel rundgang. Heldigvis når Jansch at komme på rette spor igen i afslutningsnummeret, hvor opskriften er simpel, men lækker i de 62-årige hænder: guitar, sang og ikke så meget sovs.

“Quality never goes out of style,” lyder sloganet for et stort firma, der producerer bukser i Amerika. Ud over præriereferencerne i hans spil på westernguitaren, har Bert Jansch faktisk en del til fælles med et par gode jeans. Først og fremmest er det, han præsterer stadig af høj karat, på trods af de mange år på bagen. Godt klaret af en mand, hvis kreative højdepunkt måske ligger 30 år tilbage.
Er man faldet for den nye bølge af folk, bør man lægge vejen forbi Bert Jansch og høre, hvordan det hele egentlig startede. Kvalitet går aldrig af mode.

★★★★½☆

Deltag i debat