Plader

Damien Jurado: And Now That I’m in Your Shadow

Damien Jurado har muteret sig og er blevet til hele tre personer, hvilket bestemt ikke gør noget. Det er ikke tre gange så godt som tidligere, men det dystre har fået et løft, og bandet har med succes pakket de forpinte fortællinger nænsomt ind i strygere og enkle programmeringer.

Hen over et årti har Damien Jurado udgivet plader og et utal af singler og ep’er. Enten ved hjælp af ældgamle optagedyder som på ep’en Just in Time for Something, eller med Springsteens Nebraska under hovedpuden på Where Shall You Take Me?. Bortset fra en smule vokalisk støtte fra bl.a. Rosie Thomas var Jurado alene om sit projekt.

Det var dengang.
Nutiden byder på en decideret trio bestående af Jurado, Eric Fisher og Jenna Conrad, og det har naturligt nok gjort et eller andet ved mandens udtryk. De sære tendenser fra fortiden og de meget mørke kompositioner har fået et løft.
And Now That… er en plade med fylde og nogle strygerarrangementer, der skinner som lys i natten og danner en smuk kontrast til det lyriske univers, der ligesom tidligere beretter om desperation, lange mørke vintre og fortabte sjæle.

Bortset fra de instrumentale og programmerede numre er det ikke, fordi det musikalske rum har drejet og vendt sig markant på denne nye plade. Akustisk guitar og strygere er helt fremme i det sparsomme lydbillede, og Damien Jurado lyder, som han plejer, når han synge-hvisker sine historier ud i universet. Stadig lidt drævende og ikke specielt opløftende.

Scenarierne, Jurado tager udgangspunkt i, er jordnære og meget lidt fantasifulde. Virkelighedens verden er sangen og sagens kerne. Det handler ikke om politik eller vrangforestillinger, men om personlige op- og nedture. Kærlighed, arbejde, skæbner og valg, som f.eks. i den yderst tragiske “I Had No Intentions”, hvor Jurado lader døden stå som et overskyggende tema, ledsaget af et ufatteligt smukt klaver og senere et strygertema, der bygger sig selv op på en meget intim måde.

Jurado har i selskab med sine to bandmedlemmer lavet en ganske homogen plade, der godt nok ikke gør meget ud af temposkift, men til gengæld heller ikke overlader noget til tilfældighederne. Kompositionerne er enkle, men der er takket være multimanden og produceren Eric Fisher, tilført små programmeringer og beats i “What Were the Chances”, der har et næsten elektronisk americana-udtryk. Samtidig er sangen en fin duet, der lader Jurado være den lyse og Jenna Conrad den hviskende.

Pladen skal have meget ros, for at Jurado forsøger lidt mere og tager chancer. Det er en fornøjelse at lytte til sange som “There Goes Your Man” og ” And Now That I’m in Your Shadow”, der er smukke og dragende. Men det er ikke et album uden skønhedsfejl.
Pladens tre instrumentale numre er iørefaldende, men lettere forvirrende. De roder lidt rundt i pladens udtryk, og har svært ved at finde deres fodfæste. Specielt “Survived by Her Husband” og “Montesano”, der omkranser den enkle og spartanske “Gas Station” virker lidt malplacerede.

Damien Jurado og hans to bandkollegaer overbeviser dog et langt stykke ad vejen. Det er moden musik med en vision. Sangene indeholder saft og kraft i form af emotionelle og jordbundne temaer. Enkelt, men fyldigt – hvilket man ligeledes kan sige om arrangementerne. Bandet Damien Jurado er mindst lige så god som solisten.

★★★★½☆

Deltag i debat