Plader

KLoAK: A Boy Getting Pregnant

Skrevet af Mads Jensen

Danske KLoAK er blevet gravide – med et monster sammensat af en bred vifte af forskellige genrer. Monsteret er interessant at lytte til, men har desværre også en akilleshæl: Når man skruer så højt op for støjen, går lyttevenligheden tabt.

KLoAK er et af de danske avantgardebands, der er længst fremme i skoene. De her drenge sætter elementer af pop, rock, diverse metalgenrer, noiserock og punk med mere sammen. I sig selv velfungerende og velkendte udtryk, men når de sættes sammen af KLoAKs kollektive Dr. Frankenstein-lignende hjerne, bliver resultatet alt andet end harmonisk.

Dr. Frankenstein sammensatte som bekendt dele af afdøde kroppe. Herved skabte han et menneske – eller rettere et monster med mennesketræk. Det minder om, hvad KLoAK har gjort. De har sammensat dele af forskellige genrer til deres eget monster. Det er et monster, det er er svært at sætte i bås, for der er dele af så meget forskelligt. Resultatet bliver da også skræmmende, og man skal bestemt lytte til det mere end en gang for at finde ud af, hvad man synes om monsteret. Hvad enten man bliver skræmt eller tiltrukket, er det i hvert fald svært at være ligeglad.

I “Lamburg Tony” bliver stemningen for alvor ubehagelig. Det kan minde lidt om stemmerne på Dark Side of the Moon i starten, men nummeret udvikler sig og tilsættes først en dose nu-metal. Derpå går det ned i tempo, og et klaver kommer i forgrunden. Her får det dog ikke lov at blive længe, før forvrængede lyde trænger sig på fra alle sider. Nummeret bevæger sig over mod et skævt, men klassisk rock nummer, før det igen taber momentum, og stemmerne kommer igen. På intet tidspunkt når man at føle sig sikker. KloAK udfordrer hele tiden lytterens ører.

“Boris With an Apple” er ligeledes et obskurt nummer, der starter med at give dig et spark i røven og sende dig af sted med 200 kilometer i timen. Det mere end 10 minutter lange nummer skifter både tempo og genre flere gange, inden nummeret ebber ud med akustisk guitar og svag sang. Sådan kan KLoAK naturligvis ikke lade albummet ende, så vi får lige en gang tung electro at tænke over, inden pladen er færdig efter godt tre kvarters rendyrket galskab og udforskning af genregrænser.

KLoAK er som en lille dreng, der har fået at vide, han ikke må gå længere ud i vandet, end til navlen, men som gør det alligevel. KLoAK er som en teenager, der har fået at vide, det er farligt at tage ecstasy, men som gør det alligevel. Den slags grænseudforskning kan få fatale konsekvenser, men den kan også blot vise sig at være en sjov og lærerig oplevelse.

KLoAK er først og fremmest underholdende, men tvinger også lytteren til at lytte efter. Det er man simpelthen nødt til, hvis man skal få noget ud af KLoAKs frygtløse leg med lyde, takter, instrumenter og udtryk. En og anden musiker kan lære noget om at turde være sig selv og at turde finde sit eget udtryk ved at lytte til disse drenge.

A Boy Getting Pregnant bombarderer én med indtryk, og man kan nærmest blive helt udmattet af at lytte til den. KLoAK skal roses for at turde være anderledes og lave noget interessant, men udtrykket er så spraglet og in-your-face, at pladen næppe ryger i heftig rotation på undertegnedes cd-afspiller. Det er en skam, for pladen er interessant. Den virker bare ikke særligt indlevende, og det er akilleshælen på KLoAKs monster.

★★★½☆☆

Lyt til “Magriffe”:
[audio:http://www.kloakcasa.dk/kloak_magriffe.mp3]

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar