Koncerter

Lemonheads, 30.10.06, Lille Vega, København

Lemonheads fik sat godt gang i 90’er-melankolien i går i Vega. Kun få har skrevet samme mængde af melodiske hits som Evan Dando. Dem fik man i rigelige mængder i løbet af en koncert, der var gavmildt lang, men også lidt svingende.I første halvdel af 90’erne havde mangen en ung tøs The Lemonheads’ frontmand Evan Dando stående ved siden af Johnny Depp og Kurt Cobain på sin top-3 over drømmemænd. Og for mangen en teenagedreng – mig for eksempel – var han ikke alene et tøj- og hårmæssigt forbillede, men også indbegrebet af en afslappet og potrygende amerikansk rockstjerne, som man gerne ville hænge ud med.

Nu er der jo gået et par år siden bandets glansperiode med It’s a Shame About Ray, Come On Feel the Lemonheads og Car Button Cloth fra henholdsvis ’92, ’93 og ’96. Men mens teenagefølelserne for Dando måske mest lever som lykkelige minder (hvilket man selvfølgelig ikke skal undervurdere), så er hans sange noget af det mest slidstærke 90’er-rock overhovedet. Manden har en skatkiste propfyldt med hits. Derfor var der noget at se frem til forud for koncerten i Vega.

Foto: Stephen Goodwin

Efter et par indledende øvelser ved en vis Nick fra Manchester, som ud over at ligne Giovanni Ribisi på en prik spillede et ganske underholdende akustisk set, kom Dando på scenen med en backinggruppe, der lidt skuffende ikke bestod af Bill Stevenson og Karl Alvarez fra The Descendents, som ellers spiller med på The Lemonheads’ nye plade – men af to for mig ukendte fyre (Vess Ruhtenberg og Devon Ashley fra The Pieces, red.). Skuffelsen fortog sig imidlertid hurtigt, da Dando & Co. kastede sig ud i en slagkraftig åbning af koncerten med bl.a. klassikere som “Down About It”, “The Great Big No” og “Confetti”. Det er virkelig smukke og tidsløse sange…

… men de blev leveret i lidt sløve og ikke helt velspillede versioner. Dandos bedste numre er så stærke, at det ikke rigtig betyder noget, hvem man sætter til at spille dem. Her kan selv den mest håbløse lirekassemand ikke gå galt i byen. Men efterhånden som koncerten skred frem, og vi nåede til nogle lidt mindre hæderkronede og geniale numre, blev det en lille smule trægt at lytte til.

Helt galt gik det dog aldrig. For inden det nåede så langt, sendte Dando bassist og trommeslager om bag scenen, iførte sig sin akustiske guitar og gav sig i kast med et langstrakt solosæt. Her fik vi bl.a. dovendidrikklassikeren “The Outdoor Type”, en virkelig besynderlig udgave af The Misfits’ makabre “Skulls” samt – hvilket var topmålet af både særhed og klasse – en smuk udgave af Ben Lees gamle “I Wish I Was Him”, som er en hyldestsang til Dando selv med henvisninger til hans strålende intellekt, spændstige overarme og generelt flotte udseende.

Lige som det akustiske sæt begyndte at blive lidt kedeligt (nej, faktisk et lille stykke tid efter, at det begyndte at blive kedeligt), kom bandet tilbage på scenen. Medmindre det da var to andre i forklædning, for den energi og entusiasme, der måske havde manglet lidt i første halvdel af sættet, var der nu til overflod, og i en suveræn afslutning på en lang koncert gav Dando og band toptunede versioner af superhits som “It’s a Shame About Ray”, “Alison’s Starting to Happen” og “If I Could Talk I’d Tell You”. Virkelig, virkelig stærkt!

Alt i alt var Lemonheads måske en lille smule svingende. Men der er stadig ingen tvivl om, at Evan Dando er både en melodisk superstjerne og en formidabel sanger.

Læs også Undertoners anmeldelse af:
The Lemonheads: s.t.

Karakter:       Bedømmelseskriterier

Deltag i debat