Plader

The Life Force Trio: Living Room

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Lad dig ikke skræmme væk af, at The Life Force Trio ser sig selv som en form for jazz-ensemble. Det er nemlig kun musikkens understrøm, der trækker på whiskers og saxofon. Ovenpå bygger duoen (!) en spændende blanding af downbeat og langsom post-funk, der blidt udfordrer lytteren uden at skræmme.

Ordet jazz kan sikkert få adskillige læsere til at flygte fra denne anmeldelse. Og en saxofon, der bliver hevet frem på scenen under en koncert, kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på indtil flere ellers åbensindede musikelskere.

Men ligesom grænserne mellem klassisk og elektronisk musik er blevet brudt ned over de sidste fem år, er der nu også mange flere jazz-elementer, der føles helt naturlige, når de dukker op på indiescenen. Derfor bør man heller ikke blive skræmt væk af amerikanske The Life Force Trio, som albumdebuterer med Living Room. Bag navnet gemmer sig Carlos Niño og Dexter Story, der har fået hjælp af en lang række jazz-musikere under indspilningerne.

Der er tydelig inspiration fra legender som Sun Ra og Alice og John Coltrane. Det er dog sjældent, at musikken ikke er lyttevenlig på en sanselig, inviterende og munter måde. Og det er faktisk også sjældent, at man direkte hører musikken som jazz. Det er langt mere alle understrømmene af struktur og groove, som er jazz i sig selv.

Det kan allerede høres i åbneren “Coliseum”, som har et fantastisk groove, der bygges op af bass, synth og spansk guitar. Der sker ikke så meget andet end opbygningen af spænding, som kulminerer med nogle herligt rodede, barnagtige vokaler.
“Space Flowers/Carousel” fortsætter i en mere outreret syre-stil: Synth-akkorder ledsages af boblende lyde og indtil flere lag af kvindestemmer– både kor og en mere straight vokal. Tempoet er drømmende uden af tabe pusten. Det går med andre ord fremad, men i ganske adstadigt tempo. Og midt på slår nummeret så over i en art let bossa-kraut-pop med strygere, som vel bedst kendes fra Stereolab. Det er virkelig et godt stilskifte.

Det er til gengæld sværere at lytte sig gennem albummets midterstykke “Blue Line, Watts Bound/The Shadows Took Shape/Soul Mates, Like Thunder and Lightning”, som er en ufuldstændig blanding af feltoptagelser og soul-funk. Flere gennemlytninger hjælper dog gevaldigt på det.

Desværre er sidste halvdel af albummet mere kedelig. “Tone Poem” er idéforladt downbeat og “Luminous” er feel-good-jazz uden udfordring eller kant. Albummets to sidste numre, som er anerkendende nik til henholdsvis Alice Coltrane og Sun Ra, lukker dog albummet flot, selv om der har været en død periode. “Alice!” er en form for stryger-drone, der har en slags formfuldendthed, og “Orbit (Spaceways Radio Theme, Forever)” består af et æterisk, drømmende kor, der sammen med et blid synth-tema lukker albummet på storladent vis.

Denne afslutning kan dog ikke helt trække det generelle billede op, men Living Room er dette faktum til trods et album, som ikke kommer til at samle støv på hylden.

★★★★☆☆

Leave a Reply