Plader

Marsmobil: Minx

Skrevet af Theis Ørntoft

Med arrogante solbriller, lyserøde skrifttyper og kantede 70’er-frisurer på coveret til Marsmobils anden udgivelse er advarslen stukket ud. Det er cool og gennemført, men formen kommer lovlig ofte til at overskygge indholdet. Gode sange blander sig således med caféklingende lounge.

For de, der i sommer tog til München for at overvære VM i fodbold, vil nummeret “Munich Loves You” muligvis få en klokke til at ringe. Det var nemlig den sydtyske hovedstads soundtrack til sommerens fodboldfest. Folkene bag sangen kalder sig Marsmobil, og de er nu klar med deres andet album, Minx, som består af lige dele electropop, caféklingende lounge og blid 70’er-syrerock.

Marsmobil-projektet er centreret omkring sangskriver og producer Roberto Di Gioia, der efterhånden er blevet en velbevandret herre i den tyske elektroniske undergrund, og har således ydet bidrag til fornemme udgivelser som Consoles Reset the Preset og ikke mindst The Notwists indietroniske neoklassiker Neon Golden. Den baggrund har dog ikke sat mange spor på nærværende udgivelse, som er fattig på nysgerrige beats eller skrattende mismod – tværtimod er pladen baseret på smækre trommeloops, coole vokaler og ikke mindst behagesyge, analoge synths, der i fin tråd med tiden er lige så trendy, som de er corny.

De 11 sange på Minx er alle holdt i stram snor, såvel i produktionen som i arrangementerne, og pladen igennem spilles der sikkert ud. Der veksles ganske vist i tempo, der præsenteres et væld af effekter og af og til akkompagneres Di Gioias vokalarbejde af sangerinden Martine Rojine, som ligeledes indikerer kontrolleret kølighed.
Sange som “Magnetizing”, “Je suis lache” og ikke mindst “Sovatex 2055” låner i rigelig grad fra franske Air og deres album Moon Safari med behagelige, analoge keyboards, halvfunky basgange og tekstlinjer fra en skæv tegneseriegalakse. Disse tre sange slipper ikke ud af det franske forbilledes skygge, hvilket i grunden er ærgerligt, for der er tale om gode sange, hvis problem primært ligger i overfladen og i produktionen.

“Lily Blossom” bryder pludselig pladens kølige overflade med citar, repeterende basgang og syrepoppede 70’er-harmonier, som giver mindelser om Beatles i Revolver-tiden. Sammen med “Reversed Mantra” er det pladens mest afsøgende og udfordrende sang.
På “Supersonic Mind” byder Marsmobil så op til regulær dans med et friskt beat, blippende melodistykker og et, indrømmet, temmelig iørefaldende omkvæd, som ikke rigtigt vil ud af hukommelsen igen.

Resten af pladen bevæger sig desværre for langt op i det røde felt på undertegnedes Hôtel Costes-barometer. For mange af sangene flirter med en ret overfladisk tilgang til sangskrivning og produktion, og det er, som om pladen lægger sig et underligt sted mellem to segmenter; mellem indiepigerne med lyserøde snørebånd i skoene og Hot Chip i høretelefonerne, og så yuppiedrengene, der indtager deres drinks til tonerne af franske café-compilations. Sammenholdt med dét faktum, at pladen hilser lovligt ofte til Air, kan der kun gives 3 U’er for et ellers udmærket soundtrack til lørdagens forfest.

★★★☆☆☆

Deltag i debat