Plader

Mountaineer: When the Air Is Bright They Shine

Henning Wandhoffs tredje udgivelse er en luftig og let fordøjelig pop-sag med masser af intimt materiale og stilfærdige, klangfulde harmonier. Der mangler bare et par rigtig stærke, kradsende krydderier til at friske de enslydende kompositioner op.

Både for de fleste udøvende kunstnere og for kritiske lyttere er originalitet og en personlig signatur en nødvendighed i musik. I bund og grund handler det om at udtrykke sig og kreere noget, der gør en forskel. Den tyske singer/songwriter Henning Wandoffs målsætning med sin tredje udgivelse When the Air Is Bright They Shine er dog mere svævende. Idéen med pladen er ikke at påtvinge lytteren et statement – tværtimod vil han, i denne kyniske tid, blot glæde folk med et ærligt og klassisk pop-album.

Det er egentlig lykkedes meget godt. At When the Air Is Bright They Shine skulle give anledning til ustyrlige glædesudbrud, er dog en overdrivelse, men der er uden tvivl lagt stor energi i at skabe et uprovokerende og uskadeligt udtryk, der til gengæld lokker en hver hengemt poptrang op fra dur-skuffen. Samtlige 10 numre er rolige og luftige med et gennemgående strejf af bossanova og en samplet knasen og knitren, der skaber en moderne facade uden på de sen-60’er- og 70’er-inspirerede kompositioner.

Åbningsnummeret, “A Town Called Ivanhoe”, som er et af de mest ørehængende skæringer på pladen. På trods af at Wandhoffs vokal nogle gange pitcher voldsomt i samklang med en kvindestemme, har nummeret et behageligt flow, og især det små-krydrede harmonika-tema er med til at skabe en ubekymret, sydlandsk, lidt doven stemning – som i en fransk havneby ved skumringstid.

“Eliza (A Day for Every Hour)” har et ganske fængende, repeterende klokke-mellemspil, der bærer hele nummeret og skaber en fin bund sammen med den prikkende, melodiske akustiske guitar og de rislende, blide trommeslag. Her er Wandhoffs bløde vokal desuden mere i front end før, men det ændrer desværre ikke på, at man nogle gange savner noget mere personlighed i hans stemme.

Alle numre på albummet bevæger sig rundt i det samme stemningsspektrum, og det er beskedent med variationen på det område. Til gengæld findes der i en del af numrene omkvæd, mellemspil, instrumentale temaer eller detaljer, der tilfører kompositionerne varme og sødme. Som i omkvædet i “Ambassador”, hvor en fin melodi og et klassisk “ahh”-kor på forløsende vis erstatter den skæve, gnidende country-guitar i versene.

When the Air Is Bright They Shine er en tid- og harmløs plade, der ikke gør nogen ondt. Numrene er let fordøjelige, bløde, behagelige og stilfærdige. Alt er rosenrødt og sjælfuldt, men paradoksalt nok er det lige præcis dét, der slår skår i glæden. Midt i alle fjerene og silken savner man nemlig lidt sandpapir, og fornyelsen og nyskabelserne er pladen karrig med.

Wandhoff har ikke haft i sinde at flytte nogen grænser med dette album, men bagsiden er, at det bringer en fornemmelse af anonymitet med sig. En anonymitet, som i sidste ende – og med stor sandsynlighed – får en udgivelse som denne til at ende i stakken sammen med alle de andre udmærkede baggrundsplader.

★★★½☆☆

Deltag i debat