Nyheder

Nye toner fra The Fashion

The Fashion er ved at være klar med opfølgeren til debutpladen Rock Rock Kiss Kiss Combo. Bandet giver os en ny sang at fordrive ventetiden med.

“So let’s go dancing,” lød opfordringen fra The Fashion tilbage i 2004. Debutpladen Rock Rock Kiss Kiss Combo kastede et flertal af catchy sange af sig, som både publikum og P3 tog til sig. Efterfølgende blev der ret stille omkring bandet.

The Fashions sanger Jakob Printzlau fortæller om tiden:

“Vi havde brug for en lang ’ferie,’ hvor alle branchefolk og pladekontrakter var ude af ligningen, og vi kunne nøjes med at skrive musik til os selv. Vi havde brug for at tage chancer og lege uden regler – og at lade os inspirere nye steder fra.Også selvom det kunne koste os kontrakten, fordi det tog lang tid.”

Produktiv ferie
The Fashion har stadig deres pladekontrakt, og bandet har brugt deres “ferie” ganske produktivt. I alt fald har de i den forgangne tid indspillet en ny plade, som ifølge Printzlau kommer på gaden den 29. januar i det nye år.

“Hvis man regner med noget, der lægger sig i direkte forlængelse af den gamle plade, kan man forvente sig en masse overraskelser,” fortæller Printzlau, som sammen med resten af The Fashion har måttet se sig selv i et nyt musikalsk lys.

“Der er mange ting på den nye plade, der gav os alle en klump i halsen, lige da det var skrevet, fordi vi aldrig har lydt sådan før. Og det kan være mere stressende, end man lige tror, fordi man tit opfatter sig selv på en helt bestemt måde ud fra nogle personlige regler og præferencer. Og når man så pludselig skal til at føje en ny dimension til det billede, man har af sig selv, bliver man nemt usikker. Men vi har helt sikkert haft brug for tiden og for at sætte os selv i et nyt lys, og det føles som et rigtigt valg lige nu, hvor vi næsten er klar med pladen.”

Ny sang på MySpace
Mens man venter på, at The Fashions opfølger udkommer, kan man passende smutte forbi bandets MySpace-side, hvor der ligger en smagsprøve på den nye plade. “Solo Impala” hedder nummeret, og det præsenterer rigtignok en ny dimension af The Fashion.

Deltag i debat