Plader

Cale Parks: Illuminated Manuscript

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Trommeslageren Cale Parks første soloalbum lægger sig ikke i samme progressive popstil som hans faste band Aloha. Illuminated Manuscript er en ambient semi-elektronisk plade, der fungerer allerbedst, når Parks er i et udadvendt humør, og ikke når han tilstræber at skabe hypnotiske stemninger.

Cale Parks svinger normalt trommestikkerne i Aloha. Men selv om hans solodebut Illuminated Manuscript blev optaget i samme periode, som Aloha færdiggjorde deres seneste album Some Echoes, er der ikke de store lighedspunkter mellem de to plader. Mens Aloha er eksponent for progressiv popmusik, har Parks lavet en ambient semi-elektronisk plade, der ikke nødvendigvis appellerer til Aloha-fans. Men alligevel sagtens kunne gøre det. Visse progressive elementer er der i al fald i Cale Parks’ kompositioner.

Medlemmerne i Aloha bor forskellige steder i USA. Derfor er Some Echoes også indspillet i flere forskellige studier i flere forskellige byer. I pauserne mellem indspilningerne har Cale Parks lånt 4- og 8-sporsbåndoptagere og computere af venner og bekendte og nørklet med sit musikalske projekt, der overvejende er sammensat af guitar, klaver, synth og naturligvis trommer. Udefrakommende lyde er, tilfældigvis, også kommet med på de færdige numre. Et fjernsyn, der bliver tændt i baggrunden, eller en kat, der går rundt og mjaver, er kommet med på Parks’ optagelser. Det har han brugt konstruktivt, så reallydene er en integreret del af de numre, hvor de optræder. For eksempel begynder “Beat Masheen”, helt klart bevidst, med snak fra fjernsynet.

Åbningsnummeret er et enkelt og smukt sammenspil mellem guitar og trommer, der dog kører ud ad samme tangent i så lang tid, at det lever op til titlen “Pretty Boring”. Næsten. For den sfæriske vokal og klokkespillet, der kommer ind til sidst, når at føre nummeret i en mere spændende retning.

De ambiente kompositioner, hvor de samme musikstykker kører i ring, er fine. Men der er for få instrumenter i spil til, at de bliver ved med at være interessante, når man lærer numrene at kende ud og ind. Cale Parks’ projekt fungerer langt bedre – og faktisk rigtig godt – når der er større variation i både strukturen og anvendelsen af instrumenter. Stærk er den lag-på-lag-opbyggede “Late Show”, der holdes sammen af et klokkespil og stiger i intensitet, efterhånden som flere og flere instrumenter bliver tilføjet.

Illuminated Manuscript er hovedsageligt en instrumental plade. I to numre, der hører til pladens bedste, er der en smule vokal. I den imødekommende “Galaxie 1880” snubler trommemaskinen af sted under et smittende synthtema, mens skrattende droner gennemborer det hele. Og pludselig synger Parks abrupt hakkende med sin lyse stemme: »I’ve been here before / situations cheap / I take my ten ones / Candy’s never free.« Melodien til den kryptiske tekst er ret iørefaldende. Det samme gælder vokaldelen af “Wet Paint”. Nummeret består stort set kun af klaver og trommer. Og dronende synth, der et stykke henne i nummeret bliver ved og ved, hvilket er ganske kontrastfyldt i forhold til resten af nummerets lethed.

Pladens stærkeste komposition er dog “Fearsome Opponent”. Melodiske klokker, dybe guitarbredsider og jazzede trommer skaber til sammen glimrende rytmik, der emmer af overskud. At nummeret af og til bliver brudt af højenergisk synth, gør bestemt ikke dets imødekommende kraft ringere.

Selv om Cale Parks af gode grunde ikke har kunnet fokusere 100 procent på sit eget materiale i indspilningsprocessen, er det ikke blot et fritidsprojekt, men i den grad en fuldt berettiget udgivelse. Til tider bliver det lidt for kedsommeligt, men ofte hælder Parks så meget kolorit på paletten, at Illuminated Manuscript er en ganske udadvendt og vedkommende plade.

★★★★½☆

Deltag i debat