Plader

Primrose: What You Want to Believe

Skrevet af Mads Jensen

Når man har gennemlyttet What You Want to Believe, kan man ikke undgå at føle, at man sidder med et rodet album i hånden. Et rodet album, der havde været bedre tjent med at være to helstøbte ep’er. Så på trods af gode intentioner sætter albummet sig desværre mellem to stole.

Dansk-irske Primrose lover en masse med What You Want to Believe, men det er desværre alt for lidt, der bliver indfriet. Potentialet er ellers tydeligt hele vejen igennem, men Primrose kan ikke rigtig bestemme sig for, hvilken retning de egentlig vil i. Og desværre vælger de at prøve mere end én retning på What You Want to Believe.

Både bandet og gæstemusikerne gør et fremragende stykke arbejde. Den storladne lyd, der er det nærmeste, albummet kommer et gennemgående kendetegn, er formidabelt og troværdigt udført. Men som helhed skyder albummet ved siden af. Sangene er enkeltvis fine, men når man som lytter har svært ved at finde en rød tråd, bliver albummet blot forvirrende.

Albummet lægger ud med ørehængeren “Stranger Come Around”, der er en gedigen popsang. Lyden er rocket, men med storladne undertoner. Det får dig til at tro, du har fået fat i et pop-album, men sådan fortsætter det ikke. Allerede på tredje skæring bliver stemningen mere afdæmpet, og i “Pretty Girl” begynder der at gå Rufus Wainwright i den. Adrian Sullivan lader her sin fremragende og smukke vokal komme i forgrunden, hvor den hører hjemme.

Melankolien bliver altdominerende i “Insane”: »A bullet through my brain might cure me / I think I’m dead all the same,« lyder et uddrag af teksten. Og pludselig fornemmer man, at det måske ikke helt er det pop-album, man troede.

Alt det ændrer sig imidlertid igen i “Ambitious Girl”, hvor Primrose igen bevæger sig over mod den kommercielle pop-lyd. Samme historie gør sig gældende med “Rude”, og nu er man ved at være godt forvirret. For hvad vil Primrose? Lave pop eller hvad? Svaret bliver endnu sværere at finde, når du lytter videre. “Take on Me” er igen mere inderlig og trist. Det udtryk fastholdes på de to sidste sange. Pladen slutter således mørkt og melankolsk helt i tråd med årstiden.

What You Want to Believe er temmelig rodet, og det er en skam. Primrose kunne med fordel have valgt at fokusere mere på, hvordan de ville lyde. De kunne have taget rundt regnet den ene halvdel af sangene og udgivet en anstændig, men i det lange løb ligegyldig, pop-ep. Alternativt kunne de have taget den anden halvdel og udgivet en mere interessant ep, der ville vidne om stort potentiale, og få fans til at forbande ventetiden på det første fuldlængde-album langt væk.
Desværre har Primrose valgt at sigte bredt, og dermed rammer de ikke noget som helst. Ved at satse på både uinteressant, men veludført pop og oprigtig melankoli har Primrose sat sig mellem to stole, og der sidder man som bekendt ikke særlig godt.

★★★☆☆☆

Leave a Reply