Plader

The Rapture: Pieces of the People We Love

Skrevet af Mikkel Steensgaard

På opfølgeren til 2003-pladen Echoes sætter The Rapture prikken over i’et med deres blanding af disco og rock. Pladen er en gennemført party-plade med rykkende omkvæd, stramme beats og en vokal, som kan gennembore selv det mest hårdføre høreværn.

Disco anno 2006? The Rapture kunne med Pieces of People We Love godt være et bud på en nutidig version af denne ellers lidt hengemte genre. Med deres rock-disco-punk-hybrid sætter de i hvert fald gang i stængerne hos enhver. En af grundene til dette kunne være samarbejdet med den prominente og yderst hypede producer, Dangermouse. Med hans baggrund som den ene halvdel af Gnarls Barkley skulle der være god mulighed for hitpotentiale på The Raptures album. Og det er der.

Et af de numre, som allerede har hittet voldsomt på P3, er singlen “Get Myself Into It”, som med en blanding af skæve blæsere, wahwah-guitar og forsanger Luke Jenners gennemborende høje vokal sender vibrationer direkte fra højtalerne til hofterne. Stilen fra dette nummer er gennemgående på albummet, om end der ikke er helt så meget feststemning hele vejen igennem.

Tekstmæssigt er denne plade ikke nogen milepæl i moderne rockhistorie, men det er heller ikke meningen. Pladen er nemlig ikke lavet til at tænke over, men til at danse til. Og det klarer den udmærket. Teksterne handler om fest eller kærlighed, og med disse emner skal der virkelig noget nyskabende på bordet, hvis de skal skille sig ud. Det sker ikke – og i stedet bliver teksterne lidt for søde og klichéagtige: »You say you’re falling in love / I cry from heaven above,« er et eksempel fra “The Devil”. Meget bedre bliver det i titelnummeret: »I can’t hold you tomorrow / But I hold you in my heart / All our time together is tearing me apart / I can’t hold you forever / But I hold you in my heart.«

En af bandets største forcer er deres samspil. Er der et medlem, der skal fremhæves, er det trommeslager Vito Roccoforte, der virkelig skaber sin egen stil med en blanding af KC and The Sunshine Bands discostil og nutidige bands som Franz Ferdinand.

Pladen er gennemført stramt produceret, hvilket bidrager til, at blandingen mellem disco og rock lykkes, uden at nogen af genrerne bliver amputeret undervejs – lidt af en bedrift.
Man bliver dog hurtigt træt af Luke Jenners vokal, som med sit usædvanligt vidtspændende register hurtigt kan komme til at virke belastende. Sangenen ligger ofte helt oppe, hvor den “normale” mandestemme for længst må give op, og efter et par enkelte numre med Jenners ualmindeligt højfrekvente powervokal, skal hovedet have lidt ro, før det kan klare mere.

Det er dog blot et lille minus, når Pieces of People We Love fylder dansegulvet. Og med lige præcis det formål i sigte er denne plade er det intet mindre end en fornøjelse at lytte til.

★★★★☆☆

Deltag i debat