Plader

Scott Da Ros: One Kind of Dead End

Scott Da Ros har med One Kind of Dead End skabt et hiphopalbum, der leverer insisterende og intelligent samfundskritik. Problemet er bare, at budskaberne går tabt i de uhomogene og anstrengende beats.

Det første, der møder én, når man trykker sig ind på Scott Da Ros’ hjemmeside er et link til Make Poverty History-organisationen. Dette er bestemt ikke et resultat af en pludselig indskydelse for rapperen, produceren og pladeselskabsgrundlæggeren fra Halifax i det sydøstlige Canada, gennem hvis kunstneriske virke der går en rød tråd af social og politisk indignation. Dette gælder såvel tekster og samples som beats og videoer – og altså også hjemmesiden.

One Kind of Dead End, der udkommer på Scott Da Ros eget pladeselskab Endemik (hvis logo er en genbrugstrekant), er hans første fuldlængdeudgivelse. På albummet medvirker hele 11 ligesindede gæsterappere, blandt andre Sole fra Anticon fælleskabet og Bleubird.
Over 15 numre, hvoraf de fem er instrumentaler, præsenteres man for et apokalyptisk univers, hvor de dystre og skramlede beats komplementerer angste tekster og stemmesamples i en helhed, der ikke levner meget tro på det gode i en verden, hvor det absurde og umenneskelige tilsyneladende har magten.

Heldigvis bliver dommedagsprofetierne leveret med både vid og humor, så man slipper for at sidde tilbage med en følelse af at have været til årsmøde hos Enhedslisten efter at have lyttet til albummet. Udsagn som »there’s men with families killing babies in countries, I can’t even pronounce« og »we’re never gonna work it out / but hey, I’m living okay«, er med til at tage toppen af den (selv)højtidelighed, der ellers ofte præger den politiske hip hop.

Dette betyder dog langt fra, at One Kind of Dead End er let at gå til – dertil er både beats og rap alt for komplicerede og uhomogene. Albummet er blevet til på den utraditionelle måde, at de mange gæsterappere har indspillet deres respektive vokaler, hvorefter Scott Da Ros har kreeret sine beats ud fra dem, i stedet for omvendt. Nogle vil måske finde dette eksperiment spændende, men det fungerer bare ikke særlig godt. Alt for ofte kommer beat og rap til rytmisk at modarbejde hinanden, og resultatet er til tider direkte ubehageligt at lytte til. Man må dog give Scott Da Ros, at det kaotiske lydunivers udfylder funktionen at illustrere den kaotiske verden, som teksterne beskriver.

Der er dog enkelte velfungerende numre at finde på albummet. For eksempel “Outline of a Valentine”, hvor en insisterende baslinje holder sammen på kaoset, samt de to instrumentaler “Dilshad and Tohti by a Frozen Lake” og “Pre-Apocalyptic Post Boredom Stress Syndrome”, der bedst kan beskrives som stemningsfulde lydcollager.

One Kind of Dead End kræver stor opmærksomhed. Efter endt lytning sider man uvægerligt udmattet tilbage, og dette skyldes i lige så høj grad de insisterende desperate tekster, der ikke levner nogen tvivl om, at Scott Da Ros og hans kumpaner er endog særdeles utilfredse med verdenssituationen, som det skyldes de uharmoniske og stressende beats.

»Is this darkness in you too?«, spørger en drævende sydstatsstemme i nummeret “This Great Evil”. Jo tak – nu er den i hvert fald.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Peder Bo Jørgensen

 

Biografi:
Er vokset op i Svendborgs mørke udkant i et klaverløst hjem. I stedet blev musikdriften tilfredstillet af luftguitarspil og lår-tromning til først brormands pladesamling, der blandt andet bød på Pulp, Smashing Pumpkins og Bad Religion, siden til egen samling, der (selvfølgeligt) først var kraftigt influeret af Det Elektriske Barometer. Sidenhen har den også bredt sig tilbage i tiden til 60'ernes beat og singer-songwriters, 70'ernes art rock og 80'ernes new wave og indie.
Bor i København.

 

Hører i øjeblikket:
Electrelane: The Power Out
Islands: Return To The Sea
- Legesyg indiepop i den absolut bedste ende. Koncert på Vega d. 10. februar.
Headlights: Some Racing, Some Stopping
Thin Lizzy: The Boys Are Back In Town
- Old school.
Ryan Adams & The Cardinals: Cardinalogy
- I modsætning til Undertoners anmelder mener jeg, at det nyeste album fra Ryan Adams er aldeles glimrende. Ja, det er til tider skamløst på en lettere stadionrocket måde, men hvad fanden. Den sublime sangskrivning går stadig lige i hjertet.

 

Fem favoritalbums:
Leonard Cohen: Ten New Songs
Electrelane: No Shouts, No Calls
Ryan Adams: Easy Tiger
Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn
Nikolaj Nørlund: Tændstik

Skriv et svar