Plader

São Paris: Lá

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Tag med på en lydrejse med den fransk-brasilianske duo São Paris som rejsefører. Turen gennem går gennem mange rigtige og imaginære lande – der er både smukke strækninger med varieret og spændende landskab og mere kedelige sletter uden meget at kigge på. Husk fotografiapparat.

Kom. Tag med på en rejse med duoen São Paris. Som navnet antyder, er der tale om en fransk-brasiliansk duo med Leticia Maura og Thomas Ferriere som medlemmer. Duoen hører hjemme på selskabet F Communications, der blandt andet har givet os Llorca og Laurent Garnier. Der er således tale om dansemusik, men São Paris er et af selskabets mere skæve navne.

São Paris benytter sig af forholdsvis kliniske beats, som duoen beklæder med varmere, organiske lyde og ikke mindst Mauras folkloristiske vokal, som alene i kraft af, at hun synger på portugisisk, er eksotisk. Det er en formel – sådan lidt bossa-elektronisk-jazz krydret med lidt sydamerikansk vokal – man har hørt før, men duoens debut, Movimento, var faktisk ganske vellykket, idet tempo og stil smeltede flot sammen.

skal ifølge Leticia Maura og Thomas Ferriere opleves som en rejse, en lydfilm optaget i både virkelige og imaginære lande. Med det oplæg er der lagt op til at lukke øjnene og lade sig transportere rundt – med andre ord forventer man dels alsidighed og dels bevægelse. Efter endt rejse viser det sig dog, at ikke opfylder begge forventninger lige godt.

Det starter ellers ret lækkert: Med nærmest kinesisk karakter suges lytteren ind i albummet med titelnummeret “Lá”, der har den karakteristiske lyd af en kinesisk zither – et klassisk strengeinstrument brugt gennem århundreder. Nummeret former sig som en duet mellem Leticia Maura og en ukendt kvinde. De smyger sig omkring hinanden, mens et slæbende, tørt, minimalistisk beat holder retningen og farten oppe. Men hov – netop som rejsen er begyndt, stopper den igen med det efterfølgende nummer, der er uden tempo eller retning.

Det er heldigvis kun for en kort stund – “Sambaleias” er herligt synkoperet, opklippet bossanova med en fin melodi. Beatet balancerer på kanten af at forstyrre musikken i sin ivrighed over at kunne lege frit, men det holder sig på kanten.
“Gato” er igen mere ned i tempo, en slags guitarballade, hvor Leticia Maura både synger og fortæller ganske stemningsmættet. Hvad det handler om, er ligegyldigt – det er mere de længselsfulde billeder af små landsbyer i sol og regn, hun maler, der betyder noget. Omkring et minut før slutningen kommer et kraftigt beat dog ind og ødelægger nummeret – ikke mindst fordi beatet er alt for højt og forvrænget og nærmest smadrer hele musikkens udtryk. Synd.

Bortset fra den søde konkret-musikalske vuggevise “Musique Box”, som klimprer og kradser gennem halvandet minut, er resten af albummet en stilstand af ligegyldighed. Rejsen gåer helt i stå, og de indre billeder bliver slet ikke dannet. Fremhæves må dog “Acqua”, der er crazy-electro-cut-up i bedste Moloko-stil. Beats falder over hinanden, mens Leticia Maura forsøger at kæmpe sig gennem malstrømmen af trommemaskine-Kid606-leg. Hvis man kan kalde omkvædet for et omkvæd, består det af et fantastisk længselsfuldt synth-stryger-tema.

Efter endt rejse med São Paris som rejsefører kan man spørge sig selv om, hvor man var henne, og om det var en god tur. Med som vejviser må svarene være: Ja, jeg besøgte nogle spændende steder på turen – men det var en fragmenteret, lidt kedelig rejse med kun få højdepunkter. Og ikke så mange fotografimuligheder som forventet.

★★★☆☆☆

Deltag i debat