Plader

Spearmint: Paris in a Bottle

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På sit sjette album fortsætter engelske Spearmint næsten, hvor bandet tidligere har sluppet. Kun næsten, fordi melodierne er knap så skarpe og fængende, som de plejer. Teksterne om krisen omkring de 30 år er stadig gode, men alene kan de dog ikke holde niveauet oppe på albummet.

Musikbladet NME har engang kaldt Spearmint for det sidste rigtige indieband, der er tilbage i England. Uden at diskutere, hvad indie er for en størrelse, må man i hvert fald, hvis man lytter til musikken, være enig i én ting: Spearmint spiller fantastisk indiepop af den gamle slags. Og det har bandet vist på seks album, hvor det seneste Paris in a Bottle netop er udkommet.

Fra første tone er det tydeligt, at Spearmint er ærkebritiske i grundtonen. Glem alt om, at Paris in a Bottle egentlig er et konceptalbum, som handler om fire mennesker, der tilbringer en enkelt nat sammen i Paris for siden aldrig at mødes igen. Glæd dig i stedet over de små, finurlige popmelodier og teksterne om at være midt imellem ung og voksen og stadig ikke vide, hvad livet går ud på – begge dele er elementer, som Spearmint på alle bandets plader til stadighed forfølger.

Albummet åbner med det syv minutter lange “First Time Music”, som er fortællingen om fire venners nat i Paris. Forsanger Shirley Lee taler sig igennem nummeret, mens musikken under ham ligesom ledsager historien. Netop fordi han ikke synger, er der mere fokus på ordene – han fortæller blandt andet om, hvordan de fire skriver deres fremtidsdrømme på fire spillekort og siden bytter kort med sidemanden, så de kan passe på hinandens drømme – og dette nummer virker mere som en historie end andre numre på albummet. Håndklap og ba-ba-ba’er sætter stemningen for hele albummet.

Der er adskillige popperler på albummet. “Leave Me Alone” lyder som et klassisk Spearmint-nummer med strygere og en popmelodi, der sidder fast i hovedet. “The Competition” er skåret efter samme læst, men har en smule mere guitar og fremadrettet drive. Humøret er højt, og man bliver i det hele taget glad af at høre Spearmint – også når teksterne er triste som på det nærmest fejlfrie disconummer “What’s Wrong With Breaking Up Anyway?” – et nummer, i øvrigt albummets bedste, der sagtens kunne være et Abba-outtake.

Men indimellem er der for mange, langt kedeligere numre, hvor melodien ikke fænger – og en catchy popsang er ellers det, som Spearmint kan. Så når det kikser, er musikken simpelthen alt for uinteressant. “Tuesday Morning” går i stå uden en melodi, og “My Girlfriend Is a Killer” er næsten røvballe-pop fra en kro i Vestjylland. Albummet slutter med en reprise af åbningsnummeret med ny titel og fransk vokal. Siden lukkes albummet helt ned med den lille, intime guitarballade “Saturday Rain”. Ingen af delene fungerer specielt godt.

Rent musikalsk er der derfor ikke så meget at hente på Paris in a Bottle, som Spearmint ikke allerede har leveret tidligere i karrieren – “What’s Wrong With Breaking Up Anyway?” undtaget. Førhen har popmusikken været så godt som perfekt og meget engagerende. Paris in a Bottle er mest interessant, fordi Spearmints tekster stadig på en simpel måde formår at formidle genkendelige situationer for mennesker omkring de 30. Og det er her, albummet har sin værdi. Nye lyttere bør starte et andet sted – fans kan godt fortsætte her.

★★★½☆☆

Leave a Reply